At leve over evne

Jeg har aldrig været god til at overholde budgetter – hverken de private eller dem, jeg var sat til at forvalte i mine arbejdsforhold. Det er vist almindeligt kendt, og jeg er mindst én gang blevet sat fra bestillingen på grund af overskridelser. Hvis han kunne, ville min bankrådgiver sikkert også smide mig af. For mange år siden spurgte jeg Politikens Oplysning – datidens Google – hvad det egentlig vil sige ”at leve over evne”. Baggrunden var, at en bekendt havde sagt det om mig; ikke bebrejdende men konstaterende. Den fantastiske Jørgen Leth, der jo ikke er fremmed for bekendelser, skal have sagt ”Jeg bruger altid mere end jeg har”. 

Nu synes jeg ikke, at sparsommelighed er en dyd – tværtimod fører den slags ofte til fornærethed som er en ringe egenskab i mit univers. Når det gælder min egen økonomi tager jeg naturligvis selv ansvaret for og konsekvenserne af mit overforbrug. Jeg er nok lidt af en ødeland, måske også en gambler, selvom jeg alene spiller på stamværtshusets duer og en sjælden gang spilleautomaten. Lidt kålhøgent sagt: jeg kan kun overleve, hvis jeg lever over evne. Jeg har flere gange måttet sande det svenske ordsprog “Der är inte långt från jetset til fattiglaps”. Jeg kan leve på en sten, men vil helst leve på en sky.

Hvad angår de budgetter, jeg er blevet tildelt til store og små kultur- og kunstbudgetter, så har jeg nærmest sat en ære i at overskride dem, simpelthen fordi de altid har været for små til mine, undertiden vidtløftige, visioner. Naturligvis skal den slags ske inden for lovens rammer, men i et land, der generelt ingen forståelse har for kunstens betydning, mener jeg at civil ulydighed nærmest kan sammenlignes med en frihedskamp. Jeg har de fleste gange fået tilgivelse og har dygtigt udnyttet dogmet om at den slags er lettere at få, end tilladelse. En af de utallige administratorer, jeg har måttet udfordre eller underordne mig, den gode Børge på DR Nordjylland, sagde engang blidt til mig at nu havde jeg igen brugt for meget. Mit svar var: “Børge, du er ansat til at skaffe penge, jeg til at bruge dem. Jo bedre, du gør dit arbejde, des bedre kan jeg gøre mit”. Børge kvitterede med endnu en tilgivelse.

Jeg har utrolig svært ved at indrette mig på forhold, jeg finder urimelige – at “sætte tæring efter næring”. Jeg kan simpelthen ikke forstå at pengemangel ofte er et problem. Jeg lever kun i rige samfund med cirkulære økonomier, og for mig er det et spørgsmål om (dårlig) prioritering når man ikke kan nå til enighed om elementære økonomiske behov. Som tilskuer i Christiansborgs presseloge har jeg igen og igen oplevet, hvordan man ikke tager behovet for f.eks. helbredelse, uddannelse, velfærd for svage, kunst og kultur, som udgangspunkt for beslutningerne, men alene arbejder ud fra spørgsmålet: “Hvor mange penge har vi?”. Mit nonchalant svar på denne tåbelighed er: “Hvis I mangler penge, så tryk nogle flere”, hvorefter jeg haster i ly bag min indrømmede økonomiske uformåen…