10 år yngre – eller ældre?

Undertiden føler jeg, at jeg er født i et forkert århundrede. Jeg ved ikke lige hvad alternativet til 1900-tallet skulle være, måske 1500-tallets renæssance, 1600-tallets kunstneriske imperialisme, 1700-tallets lallegladhed, 1800-tallets revolutioner? Næh, jeg har det fint med at være født i 1900-tallet, som jeg synes var fantastisk.

Desværre, eller heldigvis, mødte jeg først den sidste halvdel af 1900-tallet da jeg blev født i 1954,  så jeg oplevede ikke 1910’ernes kunstneriske gennembrud i halen på Verdensudstillingen i Paris 1889 og mellemkrigstidens løsslubne ukultur, men jeg undgik trods alt Anden Verdenskrig på min krop, selvom jeg måtte leve med eftervirkningerne i form af kaffeerstatninger, et delt Europa, koldkrigen m.v.

Snævret ind, så ville jeg gerne være født 10 år efter jeg blev – eller nogle hundrede år før. Siden jeg var teenager har jeg altid følt mig født for tidligt. De fleste i min omgangskreds er 10 år ældre end mig og i dén generation har jeg hjemme. Måske fordi jeg var “tidligt ude” på flere områder – intellektuelt, erotisk, kunstnerisk, bla bla bla – men overhovedet ikke moden eller modnet til de udfordringer, dét gav. I forhold til mine venner har jeg altid været bagud erfaringsmæssigt.

Som så ofte pakker jeg umoden- eller overmodenheden bag et bedragerisk, pseudo-filosofisk slør: “Jeg håber, at jeg aldrig bliver voksen” siger jeg nonchalant. Kan det siges mere umodent?