Glædelig jul – oprejsning til Vorherre
Her på Jesu fødselsdag erindrer jeg en helt særlig begivenhed, der fandt sted i min fødeby Aalborg i december 1984. På C. W. Obels Plads, en af byens mere prominente lokaliteter vis-a-vis domkirken og indeholdende Bispegården, Aalborg Kloster og andre prominente bygninger, åbnede en ny café i en nedlagt hattefabrik. Før pladsen blev opkaldt efter den store C. W. Obels tobaksfabrik hed den Klosterjordet og var en i både historisk og religiøs forstand “hellig grund”.
Dette “hellige” blev udfordret, da en modig forretningsmand åbnede “Grafitti”, som den nye café kom til at hedde, og bestilte provo-kunstneren Jens-Jørgen Thorsen til at lave et skilderi på facaden. Thorsen var bl. a. kendt for 10 år før at have fået tilskud til hvad nogle mente var en blasfemisk film om Jesus (den blev realiseret i begyndelsen af 90’erne), så det var ikke nogen dårlig idé at bede ham lave et eller andet på byens “hellige” plads. Det gjorde Thorsen så. Godt og vel!
I grafitti-stil udførte han sin fortolkning af Kristus på korset med en markant oprejst penis. Mindre kunne ikke gøre det. Det vakte naturligvis ballade i den noget bornerte provinsby, men jeg kunne godt lide det. Så godt, at jeg i et indlæg i Aalborg Stiftstidende tog kunstværket i forsvar, godt hjulpet af en anden provokatør i Budolfi kirke.
Scenen udspiller sig i julen 1985 og under en “Evensong” i kirken. Midt i det hele udvandrer en herre idet han højlydt annoncerer følgende: “I er en flok hyklere hele bundtet. Gå op og se på Thorsens maleri, så kan I se, at Vorherre ikke er kønsløs”. Som en anden dørmand fór kordegn Møller Andersen ned mod manden, som dog selv havde taget initiativ til at forføje sig.
I virkeligheden skulle jeg anmelde koncerten, men jeg flyttede min anmeldelse op til Thorsens maleri og skrev bl. a. i Aalborg Stiftstidende: “Spørgsmålet er, hvor kunstnerisk talent blomstrer mest – i Budolfis korsang eller Thorsens spraydåser? Og hvor kunstens genstand, den levende Kristus, befinder sig og ytrer sig bedst – i kirken eller på torvet? Jeg behøver ikke en provokatør til at fortælle mig, at Vorherre ikke er kønsløs – det ved jeg godt”.
HOLD DA OP hvor fik jeg smæk af læserne! Det var lige før jeg blevet jaget fra byen, men jeg fik dog ros af Thorsen da jeg mødte ham på et værtshus i København, og i øvrigt indledte et venskab, der betød, at jeg nogle gange besøgte ham i Sverige, hvor han boede. Han var en fantastisk kunstner og et meget forstandigt og vidende menneske.
I 1986 købte en mindre modig forretningsmand caféen og fik malet ny facade uden Kristus. I øvrigt overtog min hustru Christina ledelsen af den nye café, som skiftede navn til det mindre provokerende og mere historiske “KlosterTorvet”. Men det er en helt anden og meget mere dydig historie…