Forfængelighed

I fortsættelse af foregående kapitel om Janteloven tager jeg anledning til at skrive om forfængelighed. Jeg har flere gange her i Erindringerne strejfet fænomenet, og da Erindringerne i sagens natur er selvbiografiske, handler de mest om mig og min egen forfængelighed, som er af en størrelse, der ikke kan sættes under en skæppe. Men man kan jo være forfængelig eller lide af forfængelighed på flere måder.

Det latinske ord for forfængelighed – vanitas – blev i barokken et særligt motiv i malerkunsten, som blev koblet med begrebet forgængelighed, og de to ord rimer jo. Der var tale om den ydre forfængelighed – den, som naturlig aldring og til sidst døden, udfordrer. Men ordet vanitas kan også betyde tomt eller nytteløst, og så er vi jo ovre i en indreforfængelighed, som nogle definerer som selvbedrag. At man altså bilder sig noget ind, som i virkeligheden er falsk.

Jeg vælger at lægge mig et sted mellem disse definitioner. For mig har forfængelighed med selvværd og selvkritik at gøre. Når jeg ærligt og åbent erklærer mig forfængelig handler det om at jeg stiller store krav til mig selv – for store, måske, og her kommer selvbedraget ind. For lever jeg op til mine krav og hvis ikke, tror jeg så at jeg gør det? George Sand, som den franske forfatter Aurore Dudevant valgte at kalde sig, skrev eller sagde: “Forfængelighed er fornuftens kviksand”, hvormed hun måske mente, at når forfængeligheden vokser ud over fornuften, synker det ramte menneske til bunds.

Nuvel, jeg stiller store krav til mig selv – både indre og ydre – og naturligvis kan jeg ikke leve op til dem. Indimellem går det rimeligt, men der skal ikke megen “fiasko” til før min forfængelighed lider skade, som det kan tage måneder at komme over. Simpelthen fordi mit store egenværd ledsages af en selvkritik, der ofte føles urimelig (“Så galt var det vel ikke?”) eller kvælende, især når jeg har forbrudt mig mod et andet menneske. Jeg kan ikke “se mig selv i spejlet” i en sådan situation og glemmer helt fornuften, der jo siger, at et spejlbillede er – spejlvendt, og at man aldrig ser sig selv sådan som andre ser én.

Jeg bøvler virkelig med den der forfængelighed, der udfolder sig værst, når jeg hører mig selv sige “Hvis jeg dør” i stedet for “Når jeg dør” – eller endnu værre da jeg her i Erindringerne engang skrev, at jeg “ikke ønskede at sætte mig spor i eftertiden”. Så er hykleriet eller selvbedraget i sandhed på vej ned i George Sands kviksand. Måtte jeg overleve det – det er jeg vel værd!?