Nedtur

Man kender børnenes månedlange forventninger til gaverne juleaften og de to minutters skuffelse når skidtet ikke virker fordi de frustrerede forældre har glemt batterier til maskineriet. Nedturen er mærkbar for alle parter. Det er i sagens natur infantilt, og gennem livet lærer man – måske – at tackle den slags. Men ofte kan det tage lige så lang tid at komme sig over skuffelserne som den tid, det tog at skabe forventningerne – eller længere. Jeg kender det!

Mine 6-7 år som først ophavsmand til, og senere projektleder for Kulturmødet på Mors, afsluttedes altid med et lille privat ritual. Jeg listede ud under afslutningens skåltaler og fandt bussen fra Nykøbing til Aalborg, en tur på 2,5 time. Her satte jeg mig i nederste hjørne og plejede den depression, der altid kommer, når mine 1800 timers (og tusindvis af kollegernes) forberedelse resulterer i en begivenhed på 48 timer. I øvrigt rejste jeg altid langt bort i 8-10 dage efter Kulturmødet, simpelthen for at få projektet ud af sind og krop, for at “komme videre” som man siger, for derefter at påbegynde planlægningen af næste års Kulturmødet. 

Der findes andre af den slags nedture. Det tager tid at komponere – også her er proportionalitet inde over. Den danske komponist Axel Borup-Jørgensen skrev sit store orkesterværk “Marin” over hele syv år i 1960’erne – og opgjorde den samlede arbejdsmængde til vistnok 8000 timer – stykket varer 20 minutter i koncertsalen. Det er sjældent, at komponister opgør den slags, men jeg har altid holdt mig væk fra uropførelser af egne værker. Ikke af frygt for at opførelsen ikke ville være OK, men simpelthen for at undgå dette “Nå, var dét det?”. Samme følelse har jeg når jeg åbner den første pakke fra trykkeren med en ny bog. Det er altid rart at røre ved en bog, man selv har skrevet, men alligevel: Var det nu møjen værd? Heldigvis er der som regel ingen til at svare og så vokser selvværdet hurtigt igen.

Jeg har forsøgt at bortvise disse nedture med tanker om, at vejen er vigtigere end målet, processen vigtigere end resultatet, men det holder jo ikke. Når alt kommer til alt er det jo resultatet, den store finale, man måles på. Modtagerne kerer sig naturligvis ikke om hvad der skete undervejs.

Hvad der gør det hele endnu værre, er at jeg sjældent er rigtig tilfreds med min egen indsats. Det hænger sammen med det, jeg i forrige kapitel beskrev som balancen mellem selvværd og selvkritik. Jeg lærer det nok aldrig, indtil videre har jeg tacklet problemet ved at flygte, lade som om intet er hændt, love mig selv at jeg aldrig gør det igen, hengive mig til glemsel over alle genvordigheder og bryderier – og påbegynde nedtællingen til næste uundgåelige og uudholdelige nedtur…