Fremmedord

En af mine akademiske ungdomskærester sagde engang i et skænderi: “Du er simpelthen den mest udprægede cyklotymist jeg kender!” Jeg måtte afbryde løjerne et øjeblik for at slå op i Gyldendals fremmedordbog (det var før Google), men her kunne jeg ikke finde ordet, og så måtte jeg jo krybe til korset og udbryde “Sussi, jeg aner ikke hvad du mener”. Da fik hun – igen – sin lyst styret ved at belære mig om, in casu, at en cyklotymist er en humørsvingende person. Hun måtte nødvendigvis også bibringe mig den bagvedliggende latinske forklaring, men derefter opløstes skænderiet i et grin.

Jeg er ellers ret vild med fremmedord. Som storforbruger af sprog er jeg meget bevidst om, at danskerne har 90 % af sproget til fælles med svenskere og nordmænd, at 18 % af det danske sprog har tysk oprindelse, 8 % fransk, 5 % engelsk etc. Det kaldes låneord og dem er jeg også glad for. Endelig kommer så mange europæiske sprogs oprindelse i latin, herunder altså det, man kalder fremmedord. Jeg er ret interesseret i videnskaben etymologi, der handler om sprogs eller ords oprindelse, betydning m.v. Det giver en god basis for forståelse og ikke mindst korrekt brug af mange ord.

“Skriv dog dansk” hører jeg mange sige, og det bestræber jeg mig på, men der er altså forskel på at skrive “cyklotymi” og “humørsvingning”. Ikke blot har fremmedordet en dybere mening, end det danske, det er også smukkere, og efter min mening er sprogets skønhed også vigtig. Man kan selvfølgelig skrive “bipolar affektiv sindslidelse”, men så bliver det næsten for meget, for kedeligt eller for usmukt.

At anvende fremmedord anses ofte for akademisk snobberi – i hvert fald i dansk sammenhæng. Det har jeg aldrig forstået – fremmedord ikke blot udvider det almindelige ordforråd, men danner også sprogmennesket, udvider hele begrebsapparatet og gør både brugeren og læseren klogere. Nu vi er ved det danske og snobberiet, så er der en tendens til, at visse fremmed- eller låneord pludseligt anvendes af mange, som så ikke rigtigt ved, hvad de siger. Det er blevet “fint” at sige “p.t.” i stedet for “for tiden” og da mange ikke ved, at udtrykket står for “pro tempore” hvilket betyder “for tiden” hører man folk sige “Lige nu p.t.”, altså det, man med et raffineret udtryk kalder dobbeltkonfekt. Dobbelt kommer i øvrigt fra det latinske duplus, konfekt fra det latinske confectum.