Politik

Jeg har tidligere skrevet om min personlige politikerlede her i Erindringerne. Den er ikke rettet imod de personer, der vælger at blive politikere, men snarere imod forestillingen om politik som løsningen på alle problemer. Et godt, aktuelt eksempel på politiks uduelighed som problemløser beskriver den franske forfatter Édouard Louis. For politikere er politik abstrakt, for “almindelige” mennesker, især de laveste sociale klasser, altså de fleste, er politik virkelig. Politikerne forsøger at bilde befolkningerne ind, at fattigdom ikke eksisterer på trods af at fattigdommen i f.eks. Europa vokser. En mindre synlig, men farlig bivirkning ved dette er, at for de fattige bliver også sproget fattigt – og fysisk. Derfra er det ikke langt til handling af den mere uhensigtsmæssige slags. 

Denne tolkning af Édouard Louis er undertegnedes efter bl.a. læsning af hans bøger, men han rammer ind i min holdning til politik, som jeg har haft siden jeg var teenager. Jeg oplever (mere og mere), hvordan politikerne opfatter politik som en bunke legoklodser, de kan lege med: bygge ambitioner og visioner, som aldrig realiseres fordi både arkitekter og håndværkere ikke konsulteres, og fordi politikere kun kan arbejde kortsigtet og – i det repræsentative demokrati – ud fra konsensus-tænkning. I den forbindelse erindrer jeg om Bertel Haarders udsagn: “Kompromis er når alle får det, ingen ville have”. 

I de senere år har løgn, løftebrud og anden uhøviskhed holdt sit indtog i politik, også i Danmark. Herunder løgnen om fattigdom, som Édouard Louis også skriver om. Fattigdom er no go i det “velstående” Europa. Men fattigdom findes og selvom rigdom er meget abstrakt for de rige (om de ejer 1 eller 100 mia. er eksistentielt ligegyldigt), kan fattigdom være et liv-og-død-problem for de fattige. Alligevel bortforklarer politikerne stedse fattigdom, ændrer definitionerne for fattigdom, kommer med lappeløsninger uden reel betydning og giver med den ene hånd samtidigt med at de tager (mere) med den anden. Fattigdom er naturligvis også et ulighedsproblem, og ulighed har ingen politik indtil nu ikke kunnet løse – tværtimod vokser uligheden på alle fronter. 

Der er næppe nogen dansk politiker, der vil anerkende, at der findes en underklasse i Danmark. De fleste betragter vist danskerne som én stor middelklasse med nogle bagatelagtige udsving opad og nedad. Også det er en løgn, en myte, skabt gennem snart 200 år. Reel fattigdom findes fra Skagen til Gedser!

Jeg er nogle gange kommet til at sige, at der findes alternativer til det repræsentative demokrati, som efter min mening har udspillet sin rolle. Uhada – så bliver jeg spurgt, om jeg efterlyser en stærk mand. Man kan åbenbart kun se diktatur som alternativ til demokrati. Som erklæret venstreorienteret får jeg skudt dette og hint i skoene og det lever jeg nok med. Jeg tror stadigt og stædigt på, at der findes andre løsningsmodeller til det enkelte menneskes og samfundets problemer, end den politik, vi kender i dag. Med fare for at blive buh’et ud, tiet ihjel eller det der er værre, peger jeg på samtalen, kunsten, i enhver forstand bæredygtige fællesskaber, nye “demokratiske” beslutningsformer og – for nogle: tro. Ærgerligt, at de fleste nok vil ansé sådanne nye tænkemåder for utopier, som det ikke kan betale sig at afprøve.