At vogte kunst

Jeg har været interesseret i billedkunst så længe jeg kan huske. Jeg er på ingen måde ekspert på området, selvom jeg har skrevet en del om det gennem årene og oplevet sandsynligvis flere tusinde udstillinger gennem livet. Det samme med arkitektur – jeg har været fascineret af bygningskunst siden jeg var barn og har ment, sagt og skrevet en del om arkitektur, men altså “con amore”, ikke professionelt. 

I 2014, jeg fik det, man kalder en raptus: jeg kunne godt tænke mig at være kustode. Nu sker det ret ofte, at jeg får irrelevante indfald, men netop dette trængte sig på i nogen tid, og da jeg de seneste 30 år har opholdt mig mere og mere i Berlin, tog jeg mod til mig og udfyldte en såkaldt Anmeldung hos Neue Nationalgalerie hvori jeg tilbød mit eventuelle talent for det at være vogter over – og i nogen grad formidler af – billedkunst fra det 20. århundrede, den periode, jeg interesserer mig mest for. Netop Neue Nationalgalerie er stedet for den slags, og selve huset, tegnet i 1968 af én af mine yndlingsarkitekter, Mies van der Rohe, har altid tiltrukket mig.

Jeg ventede spændt, men der gik ikke lang tid før jeg blev inviteret til et møde hos en Leiterin eller sådan noget, i Neue Nationalgalerie. Jeg forberedte mig grundigt: var min viden om billedkunst nu kvalificeret nok og hvad med mit sprog – altså det tyske? Med vanlig (dog lidt vaklende) selvsikkerhed slog jeg to fluer med ét smæk, og da jeg mødte op og blev modtaget i receptionen, tog jeg têten og foreslog, at vores samtale foregik gående i nogle af salene. Den idé tog den venlige chef til sig som var det hendes egen.

Vi tog nu en spadseretur på vel 15-20 minutter blandt malerier af Bacon, Ernst, Munch, Klee, Picasso og hvad de ellers har på det herlige museum. Selvom min måske kommende arbejdsgiver ikke fik mange ord indført, kunne jeg mærke en vis accept i hendes ansigtsudtryk, og på et tidspunkt fandt jeg det strategisk rigtigt og mest høfligt at stoppe min ordstrøm.

Jeg blev faktisk noget forbavset, da jeg fik dommen: jeg var velkommen til at komme på vagtskemaet som en del af det korps, der som så mange andre steder består af unge studerende og, som jeg, ældre mænd og kvinder, der netop ikke er specialister, men har skaffet sig stor viden om billedkunst og kan fortælle passioneret om den.

Det skete rent faktisk: jeg nåede vel en halv snes vagter før Neue Nationalgalerie lukkede for en større renovering i 2015. Da man blev færdige med den i august 2021 fik jeg invitation til genåbningen, hvilken jeg naturligvis tog imod. Jeg kom sandelig på listen over kunstens vogtere igen, og selvom jeg har dårlig tid i disse år, er det da sket nogle gange, at jeg har gået stille omkring i van der Rohes skønne museum med et lille navneskilt på revers’en og efter bedste evne besvaret spørgsmål fra de kunsthungrende gæster. Ich liebe es!