Samtal!

Jeg har skrevet om det før her i erindringerne, men samtalen kan ikke overvurderes og en vigtig del af den er gentagelsen. Derfor:

Min trang til samtale er umættelig. Jeg tror, at samtalen kan løse mange af de problemer, politik og andet ikke kan. Jeg mener ikke snik-snak – smalltalk som det også hedder -, enetale eller debat, som jo kommer af “at kæmpe”, men i egentlig forstand samtale. Som i tango skal der to til samtale, mindst, for naturligvis kan der være mange flere, hvis de ellers forstår samtalens natur.

Jeg tror, at samtale kan føre til samarbejde.

Da Ordkraft Festival kom til verden i 2011, var samtalen en del af fundamentet i mit koncept. Da jeg konciperede og realiserede Kulturmødet i 2013 kaldte jeg én af projektets bærende søjler “Samtale”. OK, i den allerførste skitse stod der Symposium, men et viist menneske påpegede, at et symposium i det antikke Grækenland mest var en drukfest, og selvom jeg ikke har meget imod den slags, så…

I 2014 tog jeg initiativ til “Salon Himmelblå”. Salon fordi nogle på den tid havde taget det gamle begreb salon op og knyttet det til samtale, altså samtalesalon. Især i Tyskland er den slags udbredt, men for 100 år siden var København også stedet for saloner med forskelligt indhold i de bedre kredse. Nyligt har Inger Støjberg jo ødelagt begrebet med sit korstog mod københavneriet.

“Susan Himmelblå” i fødebyen Aalborg var ét af mine stamværtshuse dengang for 10 år siden. Et overvejende pænt sted i midtbyen, stadig eksisterende, hvor man dengang afholdt ugentlige musikaftener, ind imellem med professionelle aktører, ofte med improvisation, hvor alle kunne være med, hvis de ellers trakterede et instrument forholdsvis ædrueligt. Jeg foreslog ejeren Mette at arrangere nogle kultursaloner med samtale som driftsmiddel, og hun hoppede beredvilligt på den. “Udvalget er bredt for kultur er mange ting” proklamerede vi.

Og det var det. På plakaten kunne man finde en politiker, der talte om alt andet end politik, en kok der lavede “den alternative julefrokost” midt i værtshuset, en teaterchef og forfatter, der fortalte om sin nyeste bog, en ukendt digter, der trådte ud af anonymiteten og fik ny musik af en sangstjerne, et ungt par, der demonstrerede og bød op til argentinsk tango og en velkendt billedkunstner, der flyttede sit atelier hen i baren. Alt sammen i en smuk blanding af oplevelse og samtale med mig som moderator og med publikum, som vi kaldte deltagere fordi de kunne være med i efter ønske.

Jeg tør godt kalde Salon Himmelblå en succes, og året efter blev konceptet flyttet til Aalborg Teater, hvor jeg fik lov at realisere en lang række samtalesaloner gennem syv år. Det var en stor glæde for mig (vist også for de mange deltagere) og det stillede min sult for en stund. Men jeg kan mærke, at sulten nu melder sig igen, så mon ikke noget dukker op med mig som moderator…

Det er i øvrigt vigtigt for mig, begrebet moderator, som ikke er det samme som ordstyrer. En moderator har selv en mening om sagen og forventes at dele den med de øvrige deltagere. Sidstnævnte er også vigtigt – at det drejer sig om deltagere og ikke tilhørere. Ellers er det jo ikke en samtale.