Erindringer årgang 5

Her ved indgangen til min femte år som erindringsskriver spørger jeg mig selv for jeg ved ikke hvilken gang, hvorfor jeg skriver og tilmed udgiver erindringer. Jeg har flere gange givet et lidt lemfældigt svar på dette spørgsmål: “Fordi de er der. Nu er tiden kommet til at rydde op og ud, si og sortere; fortælle det, der ikke kom med i bøgerne og foredragene, i salonerne og på værtshusene, i samtalerne og skænderierne”. Jeg har også nogle gange uddybet svaret når jeg mere direkte blev konfronteret med spørgsmålet ved en bogpræsentation ell. lign. Men stadig er jeg i tvivl.

Indtil videre har jeg lukreret på en stor mængde tekster, jeg skrev for flere år siden, og dem er der mange flere af. Men jeg kan mærke, at projektet er ved at blive en del af – eventuelt selve motoren for – en forvandlingsproces, jeg er inde i.

Mine studier og praksis i lucide drømme de senere år har bragt mig ind i et skær af vanvid, hvor sandheden – eller en revideret version af den – står mere og mere klar og bliver mere og mere attraktiv som mål for mit nutidige liv og gerning. Uden at jeg føler mig skingrende skør, har en næsten sygelig trang til revision trængt sig ind på mig, og jeg er begyndt at forestille mig, at man kan omgøre fortidige handlinger så at sige med tilbagevirkende kraft. Jeg er holdt op med at sove – i stedet drømmer jeg “aktivt” som regel i en let døs eller det, der kaldes REM søvn.

Naturligvis kan man ikke leve sit liv om, men jeg har fået dén nye erfaring, at en grundig gentænkning af fortidige begivenheder og beslutninger kan berige det, der sker i dag. Det er ikke nyt, at et menneskes oplevelser oplagres i den samlede sum af det, der kaldes erfaring, men at et genbesøg af begivenheder i mit liv måske kan føre til en omkalfatring af det stof, jeg er gjort af, er nyt for mig. Mit arbejde med lucide drømme har bl. a. ført til, at jeg ofte lykkes med at “bestille” en drøm før jeg går i dvale. Jeg kan simpelthen beordre underbevidstheden tilbage til bestemte tidspunkter, hændelser og personer fra mit tidligere liv. 

Jeg ved ikke om dette sker “in real life” eller i en slags “stream of consciousness”, ikke i Woolf- eller Joyceforstand, men som en indre, dyb samtale eller måske rejse gennem egne og andres bevidstheder med en stærk oplevelse af at disse andre rejser med.  

Min erindringsskrivning hænger også sammen med en følelse af, at sproget har taget mig som gidsel de seneste år. Jeg oplever igen og igen det, nogle filosoffer fastslår, når de siger, at sproget konstituerer mennesket og verden. Som alle andre er jeg uden sproget magtes- og nytteløs i en sådan grad, at jeg, når jeg er alene, ofte taler højt for at være sikker på at sproget stadig er til stede; at jeg kan høre ordene og ikke blot skrive eller se dem.

Jeg kan høre somme udbryde “Nu er den da helt gal med ham”, “Hvad i alverden fabler han om?” eller bare “Sludder!”. Jeg medgiver gerne at alt dette kan virke abstrakt og uforståeligt, men det er virkeligt for mig, og hvis jeg ikke kan forklare mig, er det fordi (i hvert fald mit) sprog trods alt også har begrænsninger. Dog: jeg fortsætter mine undersøgelser og eksperimenter i vrimlen af bevidstheder, drømme – og erindringer. Og bestræbelsen på at bringe dem frem til overfladen i begribelig form.

Således vil årgang 5 af erindringerne begynde med seks kapitler, hvori jeg skøjter igennem mine seks årtier. En af dagene dukker det første, “Mine 60’ere”, op her på www.engang.nu