Mine 60’ere – begyndelsen

Jeg har kun tre fotos af mig selv fra min barndom. De er i øvrigt min eneste immaterielle arv (der var ingen materiel arv, hvilket jeg ikke bebrejder nogen, men blot en unyttig konstatering). Min far var ivrig fotograf og der blev taget billeder og smalfilm i ét væk af os to børn. Men ved et lumpent og snedigt tyveri fra min nevøs side forsvandt alt, da mine forældre døde. Dog: tre fotos har jeg altså. I min teenage- og voksentid er der så taget hundredvis af billeder af mig, som af så mange andre.

Det først af de tre barndoms-fotos må være taget få måneder efter min fødsel i 1954. Jeg slumrer i hvert fald smukt og sødt uden smil på læben i en barnevogn. Det andet er taget på min 4-års fødselsdag – jeg har lange lyse krøller, virker misfornøjet og på selve dagen blev jeg klippet som dreng. På det tredje foto har min mor noteret “Første skoledag 1960”. Det er det eneste billede jeg kender, hvor jeg smiler og det er derfor nærmest et klenodie. 

Jeg husker ikke meget fra mine første år, bortset fra et hospitalsophold på tre måneder. Jeg begynder at “huske” netop da jeg kom i skole som 6-årig. 1960’erne blev mit første hele årti og jeg er glad for, at min bevidsthed vågnede netop i dét årti.

Anden Verdenskrig var ovre men blev snart erstattet af den kolde krig. Der var kun ganske få spor af Verdenskrigen tilbage, og når man talte om den var det i et lys der aldrig har betaget mig: sentimentalitet, chauvinisme, heltemod og jeg ved ikke hvad. Meget af det var historieforfalskning. Den kolde krig afløste egentlig Verdenskrigen, men blev for alvor en realitet da Berlinmuren blev rejst i 1963. I 1968 indtog Sovjetunionen Tjekkoslovakiet lige som man i 1956 havde indtaget Ungarn. Al denne krig gjorde dybt indtryk på lille mig, og jeg ved, at jeg ustandseligt afkrævede de voksne i hjem og skole en forklaring på uhyrlighederne. Jeg fik vist ingen.

1968 blev afgørende både for dele af Europa og for en 14-årig europæer i udkanten af kontinentet. Her var det igen krig og nød, der gjorde indtryk og næsten tog bolig i mig, bl.a. Vietnamkrigen, hvor grusomhederne kulminerede omkring Nixons tiltrædelse i 1969, og sultkatastrofen i Biafra, også med baggrund i en lokal krig. FN udskrev en digt-konkurrence, som jeg vandt, og digtet handler ikke blot om krig, men om mennesket som en dæmon, der hærger sine medmennesker og jorden; det var virkelig dystre tanker, der gik igennem mit sind og da også førte til et selvmordsforsøg, fulgt op af ét i 1971 og endnu et i (vistnok 1975). De frygtelige omstændigheder omkring dette fortælles der om andetsteds her i Erindringerne.

1968 var også året for det såkaldte ungdomsoprør, der jo begyndte i Paris, men først nåede Danmark året efter. Selv om jeg nok var yngre end de fleste rebeller, var jeg en flittig deltager i debatter, f.eks. i en ungdomsredaktion hos Danmarks Radio med både radio- og TV-optræden.

Jeg gik på en progressiv skole i Aalborg, hvor én af værdierne var at animere eleverne til selvstændighed, samfundsdeltagelse og den slags. Det var som om jeg blev født på ny. Jeg husker det sidste par år af 60’erne som ret vilde, både ind- og udvortes. 

Det var for mig årtiet for livets første eksperimenter – på alle måder. Dermed lagde det op til et årti, hvor mere systematiske og målrettede sysler kom på banen, herunder næsten ti års uddannelse, ægte- og faderskab, kreativitet og arbejdsomhed fyldte livet ud. Om alt dette i “Mine 70’ere” senere på denne kanal.