Mine 70’ere – drøn på

1. februar 1970 – to dage før min 16 års fødselsdag – skrev jeg en kommentar i Aalborg Stiftstidende med overskriften “Det skal vi unge ikke acceptere”. De første linjer lyder: “Det er en almindelig opfattelse, at det at være ung i dag er lig med at være langhåret, snakke om kærlighed og gå rundt på gaden i en rus af LSD og samlejetanker. Det synes de fleste, og de meninger må vi unge tolerere, men ikke acceptere. For det kan ikke være rigtigt, at vi skal konfronteres med intolerante og idiotiske, moraliserende bemærkninger, fordi vi er så naive at tro, at vi kan ændre den gamle forestilling om, at alt er godt som det er og at intet skal ændres”.

Disse ord blev på mange måder retningsgivende for mine 70’ere. Senere i 1970 kaldte jeg ungdomsoprøret for en religiøs vækkelse. Året efter vandt jeg en artikelkonkurrence med emnet “Danmark i 1980”, hvor jeg tordnede imod EF; generelt var jeg imod autoriteter (ikke faglige, men magtfulde), borgerlighed, atomkraft, Vietnamkrig, uretfærdighed og hykleri. Eksemplerne på 70’erne som et protest årti for mig, er talrige. 

Når jeg ser tilbage på alt dette, var det meget båret af vrede, men der skimtes alligevel en linje i det – jeg skød ikke bare på hvad og hvem som helst – og faktisk var der konstruktive og produktive elementer i kaos’et; jeg tog mange initiativer, skrev et hav af kommentarer og kronikker, udgav mine første digtsamlinger og en mængde musik etc.

Det var dog uddannelse, der fyldte mest. Jeg blev optaget på Nordjysk Musikkonservatorium 1/9-70 og forlod det 30/6-78. Det såkaldte Sohngårdsholm Slot, der rummede konservatoriet, var nærmest mit hjem i de otte år. Dette fordi jeg også arbejdede der, deltog i studenterpolitisk arbejde m.m. Ofte kom jeg ikke hjem i seng, men tog et par timer på en sofa og et bad i kælderen. Jeg pendlede mellem flere studieretninger, men endte med komposition. Jeg flirtede samtidigt med filosofi på Århus Universitet og ad hoc-kurser på Journalisthøjskolen. Det kvalificerede mig til at blive anmelder, først hos Kristeligt Dagblad fra 1974, fra 1977 tillige hos Aalborg Stiftstidende. Mine orgelstudier skaffede mig allerede i 1970 organistjob på landet, og, ikke mindst, begyndte så småt min karriere i Danmarks Radio, kulminerende da jeg kom på fast, fuld tid i 1979 og varede til 2004. 70’erne var i sandhed et årti, hvor jeg tog til mig, stillede min nysgerrighed, bevidstgjorde mig. 

Men der var jo også hvad man kunne kalde bløde værdier. Jeg flyttede spontant fra forældrene som 20-årig dagen efter min farfars død i 1974 (lidt sent, men jeg havde stort set ikke været der siden jeg var 16), mit lange hår var blødt som silke, mit jakkesæt med trompetbukser fejlfrit strøget, min første bil var den sjældne Karmann Ghia Sport (senere kom 2-CV’en til), interessen for det smukke køn intensiveredes. Jeg fandt den eneste ene i 1978 og hun fødte os en prægtig søn i 1980. Mine nætter i Jazzhus Louis blev færre, men i disse år grundlagdes også en livslang afhængighed af alkohol og tobak, stoffer som jeg heller ikke i dag forsager. Min flirt med Frankrig og Tyskland begyndte i 70’erne og blev til livslang kærlighed. 

Alt sammen virkede det rigtigt og smukt, men der var nok for meget drøn på. Sådan er ungdom sikkert, men en tiltrængt ro ankom med 80’erne, der dog ikke blev mindre travle.