Mine 90’ere – tid for reflektion

Årtiets første højdepunkt (og et af mit livs vigtigste) var fødslen af min datter Nathalie i 1990, stadigvæk elskelig, fantastisk og gådefuld. Men i slutningen af årtiet dukkede også to andre mennesker op i mit liv, som fik stor og vedvarende betydning – mine livsledsagere (dog ikke samtidigt) Sofie og Celine, der entrede mit liv i 1998 efter at jeg måtte tage en ulykkelig afsked med min elskede Christina (rolig nu: hun lever heldigvis i bedste velgående). Sofie stemplede ud efter et par år, men fylder stadig i mit hjerte, Celine glæder jeg mig stadig over hver dag.

90’erne var også præget af min rejse mod moderkirken, den katolske, en rejse, der kulminerede da jeg i 2002 blev “firmet”, altså endeligt optaget i kirken. Her føler jeg mig hjemme efter 40-50 års religiøs safari, dog altid i den kristne kirke.

Disse skelsættende begivenheder flyttede min opmærksomhed væk fra det ydre, “politiske” og højtråbende mod det mere reflekterende, åndelige. Jeg har altid følt, at 90 % af mit liv foregik inde i mig. Det ydre contra det indre har altid fyldt meget og jeg har ofte haft vanskeligt ved at “være til” i det, de fleste kalder virkeligheden. Måske derfor har jeg livet igennem beskæftiget mig med kunst, filosofi, religion og sprog i en grad, så det har konstitueret mig som det jeg er, herunder det jeg har valgt at arbejde med.

For naturligvis arbejdede jeg også i 90’erne – som sædvanligt meget; jeg har aldrig haft noget 8-16 job. Også på det område oplevede jeg nogle højdepunkter i det årti. Mest afgørende, da jeg i 1993 efter 15 års fuldtidsbeskæftigelse i DR, ikke uden en vis betænkelighed fra min side, lod mig fastansætte i firmaet. Journalistforbundet var ikke begejstret for faste free lancere af min slags.

Samtidigt begyndte jeg en rejse mod København, som kom til at tage tre år før jeg endelig nåede frem. Jeg havde i årevis opholdt mig jævnligt og meget i hovedstaden, som jeg holder meget af. Nu krævede mit DR-arbejde, at jeg flyttede dertil. 

Jeg blev tilbudt at flytte tjenestested til Radiohuset for at få ansvaret for ny musik, altså vor tids kompositionsmusik. Det var et drømmejob for mig, især da det indebar at jeg et par år skulle køre parløb med Mogens Andersen, der havde passet stoffet forbilledligt i flere årtier. Jeg havde et fantastisk samarbejde med Mogens og det udviklede sig til et behageligt venskab. Mange kolleger forstod ikke, at jeg kunne holde det ud – Mogens var et krævende og insisterende menneske, men det passede mig fint og jeg gik til arbejdet med stor respekt og ydmyghed over for ham. I 1996 blev jeg så herre i eget hus, da Mogens blev pensioneret.

Mit nye DR-arbejde betød, at jeg ikke længere kunne have bibeskæftigelse. Det var jeg ikke glad for. Jeg har altid holdt af at skrive, holde foredrag, komponere etc. samtidigt med mit faste arbejde, men det var altså slut; bevares – jeg måtte naturligvis gerne komponere, men DR-stillingen var så central i ny musiklivet at det ville være vanskeligt at komme ud med min musik uden at kompromittere stillingen. Jeg fandt mig til rette og fik otte gode år med den nye musik før jeg i 2004 forlod DR under en vis dramatik. Denne sag beskrives senere her i erindringerne.

Med til mine 90’ere hører også, at jeg i 1993 fik en nordjysk kulturpris, indstiftet af det nordjyske amtsmusikudvalg. Begrundelsen var mit arbejde i og for det nordjyske musikliv fra jeg var helt ung og til at jeg altså var på vej væk fra landsdelen. En slags afskedsgave tror jeg det var, men en halv snes år efter vendte jeg tilbage og opfandt bl.a. Ordkraft Festival og Kulturmødet Mors. I øvrigt begyndte jeg min takketale ved overrækkelsen (med Nathalie på armen) med ordene “Tak for prisen, jeg har fortjent den”. Så selv om jeg befandt mig i et “introvert” årti fornægtede forfængeligheden sig ikke – ligesom jeg som det skrøbelige menneske, jeg er, dengang som nu var og er til fals for smiger og ussel mammon.