Stalking Sanne
Jeg er ikke udpræget stolt over denne beretning, men jeg skåner jo ikke mig selv her i Erindringerne, så den kommer her.
Det er en sommer i begyndelsen af 80’erne tror jeg, og jeg tilbringer som ofte eftermiddagen sammen med min ven Kurt på terrassen ved den legendariske Klosterkroen i Aalborg Midtby. Diagonalt over pladsen spotter jeg i min campari-brandert to smukke kvinder – den ene brunette, den anden blondine, sammen på vej mod sandsynligvis Jomfru Ane Gade. På sekundet fatter jeg interesse for brunetten, smuk som en gudinde i udseende, poetisk i sine bevægelser og med udsøgt elegance. De to forsvinder fra pladsen i heftig samtale, men jeg er paralyseret, d.v.s. forelsket til over begge øren.
“Kurt, du får 300 kr. for at finde hende” udbryder jeg vrøvlende, men Kurt som bestandigt manglede penge, og kendte mig godt nok til at vide, at dette var alvor, begav sig ud i hvad man i dag ville kalde stalking, men altså på vegne af mig. Noget så krysteragtigt som – sagt lige ud: stalking by proxy.
Der gik ikke lang tid før han kom tilbage og meddelte at han havde spottet den smukke på en navngivet bar, men mente at jeg så at sige måtte bide til bolle hurtigt, hvis kontakt skulle opnås. Omsværmede var de to unge kvinder åbenbart. Jeg afregnede ekspres med Kurt, begav mig mod Gaden, hvor jeg fandt målet for min forelskelse, indledte en Don Juan-agtig forførelse og lykkedes faktisk med mit forehavende.
Sanne, dengang vel omkring 20 år og jeg en håndfuld år ældre, var – og er sandsynligvis stadig – en overmåde fantastisk kvinde. Som skrevet overmåde smuk og – viste det sig: ikke blot yderst men også inderst. En poetisk, kreativ, begavet, tænksom, empatisk og alt muligt andet dejlig kvinde, som jeg tilbragte nogle intense måneder sammen med den sommer. Så fadede forholdet ud i andet ungdommeligt letsind. Men erindringen om den skønne Sanne er stadig i min krop og mit sind.
Det var første og blev sidste gang, jeg bevægede mig ud i det, man nok i dag ville kalde stalking.