Parallelle liv

“Dit liv med flere ekskoner, tre børn med tre mødre og mange kærester kunne blive til en hel serie Bergman-film” sagde en kær og oplyst veninde til mig for nyligt. Så forfængelig er jeg trods alt ikke, men skulle det være, kender jeg titlen: “Parallelle liv” taget fra et af mine digte i samlingen “Jeg klær mig nøgen” fra 2021:

Som sagt:

Da jeg var ung digtede jeg

nu skriver jeg lige ud

som det var og er.

Jeg er træt af undtagelser

vil springe over overspringninger

bortvise bortforklaringer

benægte sandheder i løgne.

Nemme genveje er no go

skjulte flugtveje er no show

konspirationer og fake

– include me out!

Manipulerende utydeligheder

selvmodsigelser og kompromisser

hører fortiden til

og har ingen gang på min jord.

Jeg vil stadig love mere end godt er

og forbruge sproget grænseløst

men overveje mine overdrivelser

og holde løfter og ord.

Og dog ved jeg at jeg endnu en tid

må holde den fulde sandhed

ud i strakt arm

og leve i og med mine parallelle liv.

Digtet taler altså om parallelle liv, ikke dobbeltliv og det er en afgørende forskel. Det er ikke et forsvar for bedrag, løgne eller skjulte sandheder – det er simpelthen den måde, jeg lever på. Jeg har ofte svært ved at forstå og udrede de mange liv, jeg lever parallelt i min tilværelse, men jeg ved, at det handler både om det indre og det ydre liv og om fortidens, nutidens og fremtidens liv. Vel egentlig det, der kaldes et “evigt” liv, som jeg forstår som noget, der ikke begynder med døden, men et konstant liv, der ikke blot kommer, men også var og er. Ellers giver det jo ikke mening af tale om evighed.

Der er naturligvis visse moralske skismaer i disse parallelle liv. Dem tager jeg med min næste og Vorherre, men det er ikke altid lige nemt og der er ofte slinger i valsen så “livets tog bumler en del” hvis man skal udtrykke det mere poetisk, end det er. 

Tilbage til Bergman: der vil næppe være mange billeder i dramatiseringen af mine parallelle liv. Med mindre altså, at man er så genial og subtil i sin filmskaben som Bergman var. Måske ville han have forstået mig. Jeg føler i hvert fald – tilgiv min ubeskedenhed – et vist slægtskab med ham som menneske og kunstner. Hvad værre er: det gør jeg også med August Strindberg. Det vender jeg måske tilbage til i næste kapitel.