Hvad kunst ikke er

Jeg har engang skrevet et digt om emnet, men det skal ikke citeres her. Til gengæld er jeg blevet opfordret til at gengive et opslag, jeg nyligt skrev på Facebook, bl.a. om kunst, idet læseren mener, tankerne bør bevares mere effektivt, end FB kan tilbyde – tak for det. Det er ganske vist et indlæg i en aktuel debat fra maj 2023, men alligevel kommer det her:

KULTUR ER IKKE KUNST. KUNST ER IKKE FÆLLESSKAB.

Jeg hørte biblioteks- og organisationsmennesket Michel Steen-Hansen i P1 Morgen. Han er en person, jeg har stor agtelse for, både fagligt og menneskeligt. Hans deltagelse handlede om en ny kulturpolitisk redegørelse, som udkommer i dag og som jeg endnu ikke har set. Men man refererede til et hovedtal, der siger, at knapt 30 % af befolkningen ikke gør brug af landets mange kulturtilbud.

Blandt meget klogt fra Michel var hans ærgrelse over at så mange ikke tager del i kultur fordi den har stor betydning for samfundet og det enkelte menneske, herunder på folkesundheden og hele den samfundsmæssige udvikling. Synd, at så mange ikke lader sig bevæge af kultur, som han sagde. Jeg kunne ikke være mere enig, især hvis man udskiftede ordet “kultur” med “kunst”. Jeg mener nemlig, at der er to grundliggende fejltagelser i den tænkning af kunst og kultur, der lægges for dagen.

Kunst forstås som en delmængde af kultur i nogle lande, bl.a. Danmark. Altså på lige fod med f.eks. sport. Men kunst og kultur er i nogen grad hinandens modsætninger. Jeg har i årevis anvendt slogan’et “Kultur bevarer, kunst bevæger”. Med termen “bevæger” mener jeg (ikke blot), at megen kunst kan bevæge sindet sådan stemningsmæssigt, men at kunst flytter det enkelte menneske. Hvor imod kultur oftest omtales som samfundets lim, der skaber national enhed, sammenhængskraft og fællesskab, altså er bevarende snarere end flyttende. Derfor irriterer det mig en smule, at Michel i så høj grad betoner fællesskabet frem for individet i P1. Altså kultur frem for kunst.

Jeg går ikke til koncert, på udstilling, i teatret for at opleve fællesskab. Jeg går derhen fordi jeg håber på, at jeg direkte og personligt får en oplevelse, der kan ændre mit liv, helst til det bedre (og der er mange behov). I virkeligheden melder jeg mig ud af og tager afstand fra fællesskabet de to timer, koncerten varer og kunsten taler direkte til mig. Om den taler direkte til dem, der sidder i samme sal ved jeg ikke, for de eksisterer simpelthen ikke for mig på det tidspunkt.

Måske gør det mig til en bedre samfundsborger og deltager i fællesskabet. Who knows?Jeg er naturligvis enig i, at en bredere og dybere forståelse hos politikerne og i befolkningen for kultur, nej kunst, er uhyre vigtig og uvilkårligt vil få “ligegyldighedsprocenten” til at dale. Jeg mener også, at kultur, nej kunst burde på skoleskemaet lige som motion fra 0’te. Også det ville åbne øjnene for kulturens, nej kunstens betydning for det enkelte menneske. Måske det kunne føre til større og mere forståelse for fællesskabet – men det er ikke der, det begynder.