Strix
Som nævnt tidligere føler jeg et vist slægtskab med Johan August Strindberg (1849-1912), blandt venner, hvis han havde nogle, kaldet Strix (der på svensk betyder snor). Han er for voldsom til at komme på min VIP-liste, men han er én af de fortidige personer, som indgyder en vis portion respekt og som jeg gerne ville have mødt og lagt arm med – sandsynligvis med ham som vinder. Som en slags ven kalder også jeg ham Strix – mest fordi det rimer på strid og stridbar – begge dele var han. Lad mig straks anføre, at mit beskedne talent langt fra kan måles med Strix. Dét udsagn er så kålhøgent, at han selv kunne have skrevet det – med sin sædvanlige ironi og sarkasme. Men alligevel…
Han ville næppe have overlevet vor tids me too med æren i behold. Den – æren – blev i øvrigt taget fra ham flere gange, men han svømmede oven på som en korkprop. Før jeg får en verbal skidtspand i hovedet: jeg er indædt modstander af Strindbergs kvindesyn og store dele af hans menneskesyn i øvrigt. Men altså imponeret over hans stridbarhed og skånselsløshed som ofte var meningsløs og egocentrisk og gik ud over hvad han betragtede som svage mennesker, herunder kvinder, men trods alt havde et vist, talentfuldt format. Strix var et gedigent røvhul på den elegante måde: “hvis du opfører dig uhøfligt over for folk, opfører de sig høfligt”. Det skal han have cadeau for.
Mit kendskab til ham blev indledt hardcore med læsning af hans “En dåres forsvarstale”, et absurd forsvar for hans kuldsejlede første ægteskab med Siri von Essen. Jeg læste den da jeg var omkring 20, altså flere før jeg selv begav mig ind i flere ægteskabers tour de force, som på mange måder minder om Strix’s. Forskellene er bl.a. at jeg ikke er nogen kendis og ikke undskylder mig selv, hvilket er fremgået flere gange her i Erindringerne.
Naturligvis havde jeg som 20-årig ikke dén menneskelige modenhed, som en egentlig forståelse af ham kræver, men læsningen åbenbarede for mig hans mangesidige talenter og stædige trang til at udøve dem. Ud over forfatteriet virkede han som kunstmaler, musiker, kritiker, videnskabsmand og meget andet, og jeg er forholdsvis sikker på, at denne bredde – kvalificeret eller ej – har påvirket mit beskedne virke. Jeg tør godt påstå, at jeg har læst/oplevet det meste af Strindbergs værk og utallige bøger og film om ham, herunder den autoriserede biografi af Olof Lagercrantz og naturligvis den legacy, Ingmar Bergmans oeuvre indirekte har bibragt Strix’s forfatterskab. Det har dog hverken ændret på min beundring for eller kritik af ham.
Hvad der senere animerede min interesse var kendskabet til og senere et beskedent bekendtskab med én af Strindbergs efterfølgere, Per Olov Enquist, også svensk romanforfatter og dramatiker af Guds nåde. Jeg begyndte at læse Enquist med romanen “Legionærerne”, som han fik Nordisk Råds Litteraturpris for i 1969 og blev straks bjergtaget af ham. Nogle år efter skrev han trekantdramaet “Tribadernes Nat” med Strindberg, Siri von Essen og skuespilleren Marie David, med hvilken Siri har en affære, i rollerne. Jeg så flere udgaver af stykket og blev endnu mere bjergtaget af Strix – og Enquist, som jeg havde den glæde at møde nogle gange da han i 80’erne boede i København. I manuskriptet til “Tribadernes Nat” giver Enquist en to linjers anvisning på den musik, der skal spilles i stykket. Det skulle være originalmusik fra slutningen af 1900-tallet, hvor handlingen foregår. Alligevel fik jeg lov til i 2016 at skrive “ny” musik til en tysk opførelse af dramaet. På samme tid en lille og stor opgave. Det var som om en ring var sluttet for mig.
Når jeg vier et kapitel til Strix er det ikke blot fordi jeg synes, at han var et stort åndsmenneske, men fordi jeg fornemmer, at han stadig er forkætret. Jeg skal ikke ytre mange rosende ord for ham, for de bliver mødt med hovedrysten og skepsis – og det over 100 år efter hans død. Kritikken er mest båret af fordomme og uvidenhed og den slags kan jeg simpelthen ikke anerkende – i øvrigt heller ikke hos min ven Strix. Dog: fordomsfuld var han, men uvidende kan man bestemt ikke kalde ham.