Sig ost!

Helbred og økonomi er tabu her i erindringerne (og mit liv som sådan); jeg ved ikke hvorfor. Imidlertid har en fysisk skavank det seneste år overmandet mig, og den er ikke mere let at skjule. Og dog. Svagheden er mit tandsæt, der er medtaget af caries, sandsynlig på grund af rygning. Ergo må jeg have omkring 60 % af samme tandsæt erstattet, og det er faktisk ikke nogen større sag nu om dage, selvom det umiddelbart kan give nogle lommesmerter. De er dog for intet at regne mod de smerter, mine dårlige tænder har skaffet mig den seneste tid for ikke at tale om, at jeg, på trods af min begejstring for østers og bouillabaisse, gerne vil være mere funktionsdygtig m.h.t. indtagelse af føde. 6. juni kulminerer en del besøg hos tandspecialister med et forhåbentligt brugbart tandsæt, specielt designet til min mund. 

Undervejs har der været en del bump på vejen, især fordi flere af mine idiosynkrasier var ved at hejse stop for projektet. Især, at jeg ikke kan lide fremmedelementer i min krop. Jeg har dog et par stykker af slagsen indopereret, lige som jeg i snart 50 år har anvendt kontaktlinser (også om natten, ellers kan jeg jo ikke se hvad jeg drømmer). Men at skulle erstatte de tænder, der har fulgt mig troligt i over seks årtier og som min mor oveni købet kaldte “blivende”, med nogle kunstige i plastik eller porcelæn, dét fik den allerstørste modvilje frem i mig.

Nu sker det så og jeg må leve mine sidste år med nye, blivende tænder. Det skal nu nok gå. Men en anden knast var, at tandfabrikanten bad mig medbringe et foto af mig selv, hvor jeg smiler. Så kunne hun jo se, hvordan det har set ud engang. Nu vidste jeg godt, at jeg sjældent smiler på fotos eller for den sag skyld uden for linsen. Jeg har nemlig altid syntes, at mine tænder var grimme (hvad andre ikke har forstået, for de er/var faktisk temmeligt gennemsnitlige). De utallige gange, fotografer har “say cheese” til mig har jeg ikke kunnet opdrive et smil og som sædvanligt fandt jeg er elendig begrundelse: “Der er ikke så meget at smile ad i denne verden”. 

Jeg fandt dog ét eneste foto af en smilende mig, nemlig fra min første skoledag som 6-årig. Der smiler jeg over hele femøren, sandsynligvis fordi jeg ikke vidste, hvad jeg gik ind til med det der skole. Måske også fordi jeg der havde fået det første “blivende” tandsæt. 6. juni dette år siger jeg så goddag til det næste. Måske skulle jeg trække på smilebåndet den dag.