VIP – Radiohuset

Der er mange Very Important Places i mit liv. Nok ikke som de fleste har dem: barndomshjemmet, den fædrende gård, mors grav, den første skole etc. Jeg tilbringer store dele af mit liv i kirker, koncertsale, biblioteker, kunstmuseer og andre imponerende steder, men ét sted står mit (og mange andres) hjerte særligt nær: Radiohuset

“Hvad for ét?” kunne man spørge – verden er fuld af radiohuse, selv det lille Danmark, men kun ét er for mig selve Radiohuset, og det ligger lige inden for bygrænsen til Frederiksberg. Det bruges ikke som radiohus mere, men er stadigt Radiohuset, og det burde det fortsat hedde.

Det var den legendariske arkitekt Vilhelm Lauritzen, der tegnede huset, som blev bygget 1936-40. Det er fremsynet, teknisk avanceret og en æstetisk perle i mindste detalje. Et i egentlig forstand humanistisk hus, hvis arkitekt har formået at få sine streger til at matche husets formål aldeles fortrinligt.

Mange af de klassiske radiofonier byggede stolte hovedsæder rundt om i Europa i mellemkrigstiden, hvor det nye medie vandt frem og hvor funkiskunsten og -arkitekturen var på mode. Dét er en vigtig pointe, for lige som kirker, museer og biblioteker er bygget til det de kan og skal, er et radiohus bygget til at lave radio i. Funktionen er altså i centrum, og da de spæde radiofonier ofte blev koblet med kunstarten musik fik det æstetiske også stor betydning. Selv som troende menneske vil jeg ikke tøve med at sammenligne Radiohuset med en helligdom.

Første gang jeg besøgte Radiohuset var i 1968, da jeg var 14. Det var med stor ærefrygt. Det var det også, da jeg sidste gang forlod huset i 2004 som 50-årig. Jeg har naturligvis været der mange gange siden, fordi det nu beboes af et musikkonservatorium, et symfoniorkester og andre musikinstitutioner.

Min ærefrygt blev suppleret af stolthed, da jeg i 1993 fik tjenestested og dermed kontor i Radiohuset, dog på Worsaaesvej 17, en gammel byejendom, man måtte bygge uden om Radiohuset da det kom til verden, men som man fik mulighed for at overtage i 1972. Worsaaesvej var forbundet med en noget knirkende 3 meter lang stålbro til selve Radiohuset. På Worsaaesvej boede P2 Musik, som jeg var en del af. 

Det var dog i selve Radiohuset, at jeg arbejdede mest. Først og fremmest i Studie 2, der er en skøn lille koncertsal, forbundet med “Studie 1”, Radiohusets Koncertsal, som jeg også benyttede jævnligt til de koncerter med samtidsmusik, jeg var ansat til at arrangere. Heldigvis havde jeg min gang i det meste af Radiohuset – diskoteket, båndarkivet, den tekniske afviklingscentral, talestudierne, nogle af de imposante ledelseskontorer og – naturligvis – kantinen!

Hver eneste dag i Radiohuset var for mig en kilde til stor glæde og stolthed – fra første til sidste dag  med den ærefrygt i behold, som tilkommer et sted, der gennem snart 100 år har været besjælet af musikalitet, professionalisme, vision, kreativitet og kunstnerisk mod i kraft af de tusindvis af åndrige mennesker, der hver dag eller i ny og næ bidrog til dette kulturelle epicenter for det danske samfund.

Da man flyttede til nye lokaler i Ørestaden samme år som jeg tog afsked med DR, fik gode, respektfulde kræfter realiseret, at Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Sjællands Symfoniorkester og andre musikinstitutioner flyttede ind i. Det kunne ikke være bedre, og et musikmenneske som mig kniber stadig en tåre, når jeg er til møde i Radiohuset. Når jeg går ind i en kirke slår jeg korsets tegn; når jeg entrer Radiohusets fantastiske foyer bukker jeg diskret og respektfuldt for et af mit livs “most Very Important Places”.