Skål og til lykke
Nyligt fyldte jeg 70. De runde fødselsdage (og de mellemliggende) gør jeg ikke meget ud af. Jeg er helst alene, passer mit arbejde og har nogle få private ritualer, som jeg ikke fraviger. Som regel gemmer jeg mig lidt væk – i år var jeg således i Istanbul. Alligevel er det lejlighedsvis lykkedes for familie og venner at lykønske mig på den ene eller den anden måde, og jeg ville være et skarn, hvis jeg ikke værdsatte det. Jeg kniber ofte en tåre, når jeg bliver husket på trods af bestræbelser på at blive glemt.
Jeg har tidligere strejfet en oplevelse på min 40 års fødselsdag, hvor jeg var på arbejde for DR i Köln. Da fik jeg ved ankomsten til mit hotel en flaske champagne iklædt køler og hilsenen “Til lykke fra Jensen & Krabbe”. Der er ikke tale om et flyttefirma, men om to af mine ældste venner, førstnævnte dengang tillige min chef. Jeg kom selv til at betale ved afrejse, men tanken var da pæn, og Jensen & Krabbe forsøgte skam at refundere mig udgiften, men nej tak – for ellers kan jeg jo ikke bestandigt minde dem om denne æresgæld.
Da jeg fyldte 50 foregik det i Paris, og mine kolleger i DR (da København) havde opsnuset min adresse og sendte en imponerende buket blomster, som jeg blev meget rørt over og slæbte rundt i det halve Europa indtil den, før den visnede, blev stjålet sammen med min øvrige bagage i toget mellem Milano og Venedig.
10 år senere var jeg igen hotelgæst på selve dagen, jeg husker ikke hvor. Men receptionen havde åbenbart gransket mit pas mere end nødvendigt, og til morgenmaden fik jeg serveret en lille flaske champagne og et sødt til lykke. Her blev jeg så overvældet, at jeg bad tjeneren invitere alle morgenspiserne i restauranten på et glas mimosa, som jeg selv holder af om morgenen. De fleste takkede ja og jeg betalte omgangen med glæde.
I år var det så 70 og hvad skete? Intet! Med fare for at virke krukket: det gik først op for mig ved middagstid, at nu var det nu (jeg havde været på natklub aftenen før). Straks iværksatte jeg mine ritualer og nåede da også igennem. Jeg drak også champagne – og dagen efter observerede jeg en del indløbne lykønskninger fra nær og fjern. Nu skynder jeg mig mod de 80, så jeg kan få morgenchampagne igen. Til familie og venner: sig ikke, at I ikke er varslet i god tid.