Årgang 6: Paradigmeskifte

Ved indgangen til denne sjette årgang af mine erindringer (dette er kapitel 384 ud af 1080) arbejder jeg med en slags paradigmeskifte i hvad der med en vis rundhåndethed kan kaldes et litterært værk (hvilket ikke siger noget om kvaliteten). At skifte spor er ikke så let, for de fleste af de mange kapitler er skrevet for flere år siden, og selvom de altid underkastes kritisk gennemlæsning og i nogle tilfælde større ændringer før de publiceres, er de grundliggende tanker bag dem stadigt gældende, og i og med deres skæbnebestemte sammenhæng med mit liv, ikke sådan at ændre på. Noget er der dog sket siden første kapitel blev publiceret 3. februar 2019.

I Erindringerne forholder jeg mig ikke blot til fortiden, men også nutiden og fremtiden, kort sagt: Al tid. Jeg er nu i en alder, hvor mange dvæler ved fortiden og bekymrer sig om fremtiden. Jeg insisterer stadig på nutiden som den alt dominerende, ellers ville jeg ikke være mig. Det bunder i mit synkrone historiesyn, der selvfølgelig er afgørende anderledes, end det gængse anakrone. Jeg tror at historien skabes på tværs af tiden og ikke på langs. At det, der foregår her og nu er vigtigere for fremtiden end det der skete i går – også for historieskrivningen. Det er i dét perspektiv Erindringerne har udviklet sig fra mest at være anekdotiske til at også at rumme meninger. Med undertitlen Erindring – Erfaring – Erkendelse ville jeg i hvert eneste kapitel anvende min egen forståelse af de tre gamle videnskabsteorier positivisme (hvad skete der?), hermeneutik (hvad kan man udlede af det?) og kritisk teori (hvad kan man gøre ved det?).

I tredje årgang tilføjede jeg undertitlen “Essays om livet og omegn” og fra og med fjerde årgang “Essays og mytologier fra livet og omegn”. Også begrebet mytologier er udsat for min egen tolkning. Den tager udgangspunkt i en ide om at “en mytologi er en løgn, der udsiger en sandhed”. Jeg skriver ikke usandheder, men sandhedsværdien af virkeligheden skal ofte ikke findes i det faktisk skete men i erindringen om det. Erindringen bliver selve dokumentationen, men indeholder altid et mål af konfabulation. Derfor kunne det latinske jurabegreb S E & O – “salve errore et omissione” – godt indføjes som et generelt vilkår for erindring. På dansk betyder det “med forbehold for fejl og udeladelser”. Hvad der er glemt, fortrængt, udeladt er ikke løgn, men: mytologi.

At glemme er ikke modsætningen til at huske. At huske er ikke det samme som at erindre. Håb og erindring er forbundet; fortidige og nutidige tyske filosoffer har beskæftiget sig indgående med begrebet erindring. Herunder kollektiv erindring, som jeg i bedste fald betragter som en abstraktion, i værste fald forræderi mod fortiden. Jeg beskæftiger mig med den individuelle erindring, min helt personlige – det ved jeg hvad er!

Erindringerne er også kommet til at handle om at formidle mig selv, mine meninger og min erfaring/viden. Gennem livet har jeg kommunikeret gennem mange kanaler, men de er ved at sygne hen. Den gamle papiravis, der giver mulighed for fordybelse, er næsten borte. Bogen er også blevet en kompliceret affære. Selve læsningen er efterhånden måske for de få, ikke fordi de fleste ikke kan læse, men fordi de ikke gør det. Jeg tror, at de digitale medier har en stor del af skylden for det – vanen med at “scanne” i stedet for at læse er blevet en uvane; læsning tager tid. Alligevel vil jeg i denne sjette årgang føje et læserønske om at genoptrykke nogle af de omkring 3.000 artikler, jeg har skrevet gennem tiden.

En ny årgang erindringer er hermed påbegyndt og som de øvrige år bevæger de sig et andet sted hen, end tidligere. Hvorhen vil tiden – og årgangens 50-60 kapitler vise. God læselyst!