Når dagen er omme
Jeg har en vis grad af OCD – Obsessive Compulsive Disorder – der af fagkundskaben ikke betragtes som en sygdom men “en psykisk lidelse med tilbageværende tvangstanker og/eller tvangshandlinger”. I mit tilfælde er det mest det sidste og jeg er ikke særligt bekymret for tilstanden, for den er, både for mig og mine omgivelser, overskuelig og til at håndtere.
Én af mine tvangshandlinger er trangen til orden og systematik i min hverdag. Ikke at jeg retter på askebægre på stamværtshuset og den slags, men der hvor jeg kan bestemme, skaffer jeg mig hele tiden overskuelighed og rationel styring. I mine mange år i DR – og senere i ledelser af store projekter – har jeg haft ry for både at være meget arbejdsom og for altid at have et ryddet skrivebord, der signalerede alt andet end aktivitet.
Jeg gør status nærmest døgnet rundt. Uophørligt gennemtænker jeg netop foretagne handlinger og planlægger hvad der nu skal ske. Disse processer foregår ubevidst, men alligevel så tilpas kontrolleret, at jeg hele tiden har et “ryddet skrivebord” og fuldstændig styr på kalender og arkiver ud fra et meget simpelt, rationelt princip: at der der hverken skal være for lidt eller for meget, men præcist den mængde aktiviteter og informationer, jeg har eller kan få brug for. Jeg samler ikke til huse, jeg ejer intet og der ligger en færdig plan for hvad der skal ske med mig og mine efterladenskaber den dag, jeg skal definitivt bort. Så er også det på plads og i orden.
Før jeg går til ro om aftenen (hvis jeg da gør det) samler jeg dagens hændelser og tankemylder sammen og lejrer dem i underbevidsthedens arkiv under “ER” – Erindringer. Siden jeg var ung har ritualet med en aftenbøn også været obligatorisk. Det hænger naturligvis sammen med min kristne tro, men nok så meget med min OCD og ønsket om at perspektivere mig selv og min gøren og laden i et større perspektiv, end den aktuelle tid og sted.
Det er sjældent, min status ender med en bundlinje – rød eller sort. Den slags interesserer mig ikke og er ikke brugbar for mig, så den overlader jeg til pengefolk og den slags at gå op i. Min status handler om de ikke-rationelle aspekter af livet og det kan synes selvmodsigende at jeg anvender rationaliteten i så høj grad som jeg gør, til at skubbe den bort. Men det er min erfaring, at jo mere rationelt jeg tænker og handler, des mindre rationalitet har jeg brug for og jeg kan anvende min kapacitet til det emotionelle, som dog er livets mening.
Lyder alt dette kedeligt? Måske, men det er det ikke. Mit liv er rigt, givende, spændende og udviklende. Det tænker jeg ofte når dagen er omme. Og jeg ved, at i morgen bliver helt anderledes end dagen før og alle tidligere.