Karruselstyrmand i Paris
Det er vel 25 år siden. Den stod ikke langt fra L’église Saint-Eustache i Paris, som jeg i 2000 meldte mig ind i efter at være konverteret til den katolske kirke. På den anden side fandtes hovedindgangen til Forum Les Halles, et enormt indkøbscenter, der i 70’erne erstattede de gamle markedshaller, der lige som den første kirke blev bygget i 1200-tallet.
Så høj alder kan karrusellen mellem kirken og markedet ikke prale af, men den har i hvert fald været der siden jeg kom til Paris første gang i 1971, hvor jeg tog et par ture på den. Det har jeg i øvrigt gjort en del gange siden, for der går en smule barn i mig når jeg ser den slags og – ikke mindst – jeg får lyst til at styre karrusellen bare for sjov.
Det skete så da jeg engang for et kvart århundrede siden igen-igen gik forbi karrusellen en søndag middag efter messen. Jeg ved ikke, hvad der fik mig til det, men jeg gav mig i snak med karrusel-kaptajnen, der stod inde midt i ringen og styrede det hele, så konversationen var en smule besværlig (også p.gr.a. mit slette franske – han var inkarneret pariser). På et tidspunkt var tilstrømningen ikke voldsom og han stoppede maskineriet for en stund og kom ud til mig.
Jeg forklarede ham, at jeg – trods aldersforskellen til de øvrige kunder – ofte havde kørt med ham og hans forgænger og at jeg i øvrigt godt kunne tænke mig at løsne det store håndtag, der udgjorde bremsen og så trykke på den grønne knap, der fik det hele til at køre rundt, i øvrigt i adstadigt tempo. Mange af børnene var jo 4-5 år og pariserne er glade for deres børn, især om søndagen – til dagligt ser man kun de små når de går til og fra skole.
Nå, jeg fik lov at assistere karruselmanden en halv times tid og så spurgte han, om han lige kunne smutte en anden halv time idet han pointerede at jeg nok ikke skulle betjene karrusellen under hans fravær, men blot signalere, at den snart åbnede igen. Jeg kunne naturligvis ikke dy mig for at køre et dusin børn rundt og det gik forbavsende godt. Når jeg tænker tilbage på hændelsen er det med skræk for hvad der, trods det langsomme tempo kunne være sket.
Én ting var jeg ikke instrueret i og det var betalingen. Derfor annoncerede jeg med høj røst: “Aujourd’hui: Gratuit” med hvilket jeg mente, at de små børn og deres forældre godt kunne pakke deres mønter bort. Så kom der kunder i butikken, og jeg nåede vel en halv snes ture før karusselmanden dukkede op igen og lige nåede at se den kære karrusel sagtne farten og stoppe reglementeret.
Jeg skyndte mig at overrække overstyrmanden hvad jeg havde i kontanter – vel 30-35 euro. Så meget havde han aldrig omsat på så kort tid, og han var så glad for min indsats at han spurgte, hvornår jeg kunne komme igen. Det blev nu både første og sidste gang, jeg var karruselstyrmand i Paris. Jeg hilste dog altid på ham når jeg gik til og fra kirke, men jeg ved ikke, om han nogensinde opdagede mit gratis-tilbud.
Nogle år senere blev karussellen flyttet over på den anden side af Les Halles. Faktisk ved jeg ikke, om den er der endnu – det må jeg undersøge næste gang klokkerne fra min kirke kalder til messe.