Fra alle årene – 1968: Jomfruen
Nogle af Erindringerne’s abonnenter har foreslået at jeg genoptrykker nogle af de over 3.000 artikler, jeg har skrevet livet igennem. Ganske vist er der udkommet en håndfuld antologier gennem årene, men her i Erindringerne spredes nu nogle flere under overskriften “Fra alle årene”.
Jeg begynder i 1968, hvor jeg gav lyd for første gang med et læserbrev i Aalborg Stiftstidende. I november og december samme år offentliggjorde jeg dog i samme avis to viser: “Nummervise om kort og gule breve” i anledning af indførelse af CPR-numre, og “Krig, fred og arsenik”, en sarkastisk julevise, som der de følgende år kom flere af. Jeg afsluttede 1968 med en “Appel for Jomfru Ane Teatret” i Aalborg, som var truet af lukning. Faktisk var det min første anmeldelse og genlæst her 56 år efter er jeg ret tilfreds med den. “Jomfruen” overlevede og blev senere til det, der i dag er Teater Nordkraft, og som min datter Nathalie for få år siden sad i bestyrelsen for. Cirklen blev dermed sluttet. Dengang, nytårsaften 1968 skrev den 14-årige bl.a.:
Forleden var jeg i Jomfru Ane Teatret i Aalborg. Hvilken oplevelse! Det var helt ud over forventning og meget vidunderligt. Derfor blev jeg også skuffet, da jeg så at de måske 70 pladser kun var kapret af måske 40. Derfor vil jeg her slå et lille slag for dette lille eksperimentalteater, som jeg virkelig finder dejligt, både selve teaterformen og også teatret i sig selv. Selvfølgelig skal jo også nævnes skuespillerne, der var udstyret med så stor en frimodighed, som jeg aldrig har set før.
….
Spillet begyndte. Scenetæppet blev trukket fra, ikke som på rigtig teatermanér, nej her var ingen snore at trække i, man måtte skubbe det lille røde gardin til side, ganske som mor gør derhjemme når, når hun pudser vinduer. Hvad der senere hændte, skal jeg ikke nævne i alle detaljer, men jeg kan sige, at det sammenhold, der er skabt mellem publikum og skuespiller, er langt større end De tror.
….
Den aften, jeg var der, blev to skuespil opført. Det første var en lille farce, og den rev ganske publikum med sig. Da den lige pludseligt holder op, bliver man lidt skuffet, men en af de optrædende træder frem og forkynder, at man, når der er skiftet lys og sat lidt flere kulisser op, vil opføre et stykke til.
….
Dette er lidt mere alvorligt, og siger lidt mere end det første, og atter rives publikum med. Alt er stilhed, indtil skuespillerne begynder at tale. Så går det løs med frimodigheden. Men ak, alt for hurtigt er det hele forbi, og man forlader det lille teater.
….
Kære læser! Und Dem selv en tur i dette teater. Det er simpelthen vidunderligt. Dette lyder som reklame, men er det ikke. Derfor bliver man også endnu mere skuffet, når man hører, at dette teater ikke får noget videre i tilskud, og at næsten ingen besøger det. Gi’ en skærv, eller endnu bedr: Gå selv derned en aften. Jeg kan love Dem en aften ud over det sædvanlige.
Således nogle af mine ord dengang i 1968. Jeg slutter læserbrevet med en “Venlig hilsen” og underskriver mig “tekstforfatter” – hvorfor aner jeg ikke. Begejstringen for det kække teater holder stadig ved, nu 56 år senere.