Maîtresse

Jeg har en elskerinde. Det er nyt. Som jeg tidligere har skrevet her i Erindringerne, så lever jeg på flere måder promiskuøst. Dog ikke mere end at jeg, som jeg også kækt men ærligt har skrevet “er 100 % tro når jeg er i et fast forhold og 100 % utro når jeg ikke er”.

Jeg lever i et særdeles fast forhold med min elskede, franske Celine og det er en pointe i det der med elskerinden. For elskerinden er jo ikke Celine, men en helt anden. Det lyder sikkert hyklerisk, men pointen går ud på dels at Celine kender til mit ekstravagante forhold, dels at hun i en eller anden grad har approberet det for ikke at sige tilskyndet til det. Under ingen omstændigheder fordi hun mangler ægteskabelige kvalifikationer – tværtimod, men fordi hun er rundet af en noget gammeldags, nok uddøende kultur når det angår kærlighed og erotik – eller ligheder og forskelle mellem dem.

Nu skal det følgende hverken være en opfordring til at kaste sig ud i den slags eller en manual i hvordan man gør – dertil er min erfaring desangående for sparsom. Alligevel har Celine ved indgangen til mit “eksterne” forhold for et par år siden betydet mig visse uskrevne regler for den slags. Måske nok med basis i fransk løssluppenhed, men nok mest i hendes egne grænser. Essensen kan udtrykkes således: “Jeg vil gerne dele med andre, men kun af overskuddet” som den rutinerede erhvervskvinde udtrykker det. “Jeg vil ikke kende din maîtresse og jeg slår dig ihjel hvis jeg alligevel gør det. Du må aldrig vælge hende frem for mig og jeg vil ikke forsømmes i forhold til hende”.

Det skal hun nu ikke være bange for. Ikke blot fordi jeg for intet i verden vil miste min Celine, men fordi præmisserne for mit forhold til madame X er helt klare fra begge sider. Det handler ikke om at elske hinanden, men om at elske med hinanden. Vi har ikke, har aldrig haft og får aldrig planer om andet. Vi går ikke ud sammen og vi underholder ikke hinanden om genvordigheder og glæder i vore liv i øvrigt. Det ligner en film af Godard eller Truffaut, men virkeligt er det.   

Hvad hvis jeg kommer til at elske min elskerinde? Det gør jeg ikke – hun kan ikke i mindste måde sammenlignes med, endsige erstatte Celine. Det ved vi alle tre. Celine har ikke samme trang, siger hun, og jeg tror, hun taler sandt, men jeg véd det jo ikke. Guderne skal vide, at det, nordboer kalder utroskab, bestemt også er en idræt hos franske kvinder – jeg har været i mere eller mindre faste forhold med flere af dem. Min maîtresse er i øvrigt dansk, men er assimileret fransk efter at have boet i Paris i tre årtier. Ellers var det nok ikke gået.