Bud, dyder og dødssynder
I forlængelse af forrige kapitel ville det måske være på sin plads at foretage en lille selvtest på mit moralske kompas. Normalt reklamerer jeg ikke voldsomt med mine laster, men bekendelserne i kapitlet “Maitresse” og enkelte andre i Erindringerne kalder måske på at se på mit forhold til nogle af de rettesnore, det europæiske menneske benytter sig af når det manøvrerer gennem livets morads.
Det siges, at Carlo Gesualdo da Venosa (1566-1613) på sit visitkort præsenterede sig om “komponist, fyrste og morder”. Det er sandsynligvis løgn, men sandt er det, at han var én af tidens største komponister, mindste fyrster og dobbeltmorder idet han bevisligt stak et sværd gennem sin kone og hendes elsker – ét sværd, to mord. Gesualdo kendte sikkert De ti Bud, De syv Dødssynder og de fem dyder, Sokrates beskrev 2000 år før Gesualdo levede. Men det at kende loven er som bekendt ikke det samme som at overholde den – det belæres man dagligt om verden over.
Som kristen er jeg ikke overbevist om De ti Buds gyldighed som helhed. De er jo et resultat af jødisk, før-kristen lovreligion, og selvom man næppe kan sige, at Jesus ophævede dem foretog han dog en forenkling og prioritering da han i Bjergprædikenen lancerede “Det dobbelte kærlighedsbud” som overstrålende alle de øvrige og vel også de 600 andre bud, jøderne levede efter. Jeg føler mig således ikke i bogstavelig forstand forpligtet på De ti Bud, men kærlighedsbudet betyder jo i sig selv, at man ikke slår andre ihjel for nu at tage det sjette bud, medens det andet – forbud mod at gøre billeder af Gud – ikke rigtigt bider på mig.
Til gengæld mener jeg, at Pave Gregor den første, én af de mest markante i paverækken, ramte noget, da han oplistede de syv såkaldte dødssynder. Måske er betegnelsen “dødssynder” en kende for barsk, hvis man mener, at omgangen med disse synder bærer døden med sig, men jeg har altid fundet hovmod, grådighed, misundelse, fråseri, vrede og dovenskab – og for så vidt også utugt (hvad det så er) – uhensigtsmæssige, umenneskelige og uproduktive, ligesom jeg mener, at disse uværdige egenskaber og levemåder også er ukærlige og karambolerer med Jesu dobbelte kærlighedsbud.
Når man er færdig med at opliste dårlige måder for livsførelse trænger et nyt spørgsmål sig på: Hvad er så gode måder at leve på? Her kan man igen finde hjælp hos det antikke Grækenlands tænkere og senere middelalderens kristne pionerer. De beskrev en række dyder som kunne være viseren i et positivt moralsk kompas. Faktisk er de også rettesnore i senere tiders filosofisk moraltænkning helt op til vor tid. Der er tale om moralsk indsigt, retfærdighed, tapperhed, mådehold og gudfrygtighed. Hvis man – som jeg – synes, at nogle af dem lyder lovlig altmodische, så kan man læne sig op ad Platon, der talte om visdom, retfærdighed, udholdenhed og selvbeherskelse. Senere kom mere “kristne” dyder som tro håb og kærlighed til.
Now we are talking! Igen blander kærligheden sig ind i det hele og det er så der, jeg har mit udgangspunkt for livet og min omgang med andre. Og Jesus må gerne doble op – eller tidoble buddet om kærlighed. Jeg skal nok forsøge at følge med. Om jeg lykkes med det? Det er en helt anden sag, som jeg ikke rigtigt kan vurdere, så jeg nøjes med at konstatere at: det er lettere sagt, end gjort!