VIP – Poul Krabbe

VIP – Poul Krabbe

Der findes flere adelige og borgerlige slægter i Danmark med efternavnet ”Krabbe”. Jeg ved ikke, om Poul Verner Krabbe er adelig, men han er én af få hædersmænd i mit liv. Han har et vist majestætisk udseende og i heldige øjeblikke en aristokratisk væremåde, men om han kan spores tilbage til en af 1300 tallets Krabber er nok tvivlsomt. I givet fald vil han være den første, der bærer fornavnet Poul.

Til gengæld ved jeg at han er glad for skaldyr, svampe og god vin, er kræsen og kvalitetsbevidst med mad og en god kok. Disse høje krav til mad og drikke nævnes fordi de er karakteristiske for Pouls forventninger til livet i det hele taget og i høj grad tegner hans måde at leve livet på. Poul er journalist. Ikke en dusinvare af slagsen, men journalist par excellence. Det er fransk og betyder noget i retning af ”den ypperste af slagsen”. Han har da også prøvet det meste inden for faget og vist at han kan det hele. Sådan cirka modsat mig.                

Derfor har Poul altid været en slags mentor for mig. Måske ved han det ikke eller også gør han, for han har en snert af bedrevidenhed på den gode måde. Han ved faktisk meget og bedre (som regel) og jeg lærte tidligt, at det kunne være farligt at overhøre hans mange råd. Ikke blot er de velmenende, de er som regel også nyttige. Jeg har fået mange af dem, ofte i bydeform, men aldrig uvenligt. Poul er et begavet menneske og har altid været en erfaren mand. På samme tid fordomsfuld på visse områder og alligevel åben og uhildet i forhold til livets vigtigste sager. F.eks. er han utroligt vidende og passioneret om billedkunst og det gør jo ikke noget. Han er også en god rafler og det har vist heller aldrig gjort nogen fortræd (ud over de øvrige raflere). 

Poul har reddet mit skind flere gange. Da jeg i 1986 opfandt en lille tryksag kaldet Resonans for Nordjyllands Amts Musikudvalg blev jeg tildelt en medredaktør, som jeg simpelthen ikke kunne arbejde sammen med. Jeg opgav efter et år men Poul overtog projektet. Ikke nok med at han holdt ud i hele 20 år, publikationen blev også betydeligt mere kvalificeret end jeg magtede. 

Det er sket at Poul har rost mig – på sin egen forbeholdne måde. Således da jeg i 1993 modtog en pris hvor Poul i en omtale af mig bl.a. skrev: ”Årets modtager af Nordjyllands Amts Musikpris blev udstyret med så mange smukke ord, at han til slut var næsten selvlysende. Al rosen er naturligvis fortjent, men manden skal jo også være til at leve videre med”. Det er så typisk Krabbe: begavet og elegant formuleret, venligt – men også dobbeltbundet. Som da han ved min afskedsreception på Nordjyllands Radio et par år efter sagde: “Du finder ofte det sted, hvor gærdet er lavest – og så kravler du under”. Den skulle jeg lige gumle på.

Af geografiske grunde er vores kontakt ebbet ud de seneste år, men nu og da – især ved årsskiftet – modtager jeg hans og den uforligneligt udholdende fru Esthers “Nytårslangt”, som erstatter julekort. Det er en slags familiekrønike, ofte indeholdende citater af store ånder og aldrig kedelig læsning. I øvrigt er betegnelsen “nytårslangt” også typisk Poul. Han kan lide at vende tingene på hovedet og forbavsende ofte ser de så bedre ud. Krabbe kan en del og nyder min allerstørste respekt både som menneske og fagmand. Jeg holder meget af ham.