Festival fejden
Om en halv snes dage lukker og slukker Vendsyssel Festival (VF) for 54. gang. Siden 2. juli har vendelboer og turister kunnet opleve især klassisk musik i kirker og koncertsale fra Skagen til Nørresundby. Festivalen præsenterer sig sådan: “Med sine 50-60 koncerter hver sommer er Vendsyssel Festival en af Europas største og mest levedygtige musikfestivaler. Det er så meget mere imponerende i betragtning af, at festivalen er – og altid har været – ledet og organiseret af frivillig, ulønnet arbejdskraft”.
I perioden 1979-2005 arbejdede jeg med VF på forskellige måder. Som ansvarlig for DR Nordjyllands musikleverancer til lands- og regionalprogrammer oplevede jeg et utal af gange koncerterne i en af DR’s musikbusser og i flere år samarbejdede jeg med festivalen om at få internationale navne til landsdelen. Som anmelder på Kristeligt Dagblad og Aalborg Stiftstidende i perioden 1977-87 og igen 2004-05 har jeg uddelt ris og ros til festivalen og dens medvirkende herunder med en årlig ret kritisk opsummering. Allerede i 1979 savnede jeg både musikalsk bredde og udsyn til andre kunstarter. Kritik af VF’s ensidighed og manglende kunstnerisk niveau gik igen i mine anmeldelser.
Netop det VF gør en dyd ud af – den frivillige, ulønnede arbejdskraft – er en af grundene til at festivalen måske nok er ”en af Europas største og mest levedygtige musikfestivaler”, men på ingen måde kan sammenlignes kvalitativt med lignende festivaler i f.eks. Tyskland – heller ikke de regionale. Festivalens ledelse har generelt manglet folk med tilstrækkelig faglig indsigt og kunstnerisk udsyn, og har der endelig været nogle af den slags, er de forsvundet igen. Værre blev det, da landinspektør Jørgen Boe i 1992 tog over som formand.
Boe var der også (og er der stadig) da jeg i 2005 indledte en anmeldelse således: ”9. juli 1979 anmeldte jeg for første gang Vendsyssel Festival. I de forløbne 26 år har jeg skrevet ca. 200 artikler om og sendt ca. 90 koncerter i radioen fra festivalen. Dette skrift bliver måske det sidste, og det vil nogen sikkert glæde sig over. Siden den dynamiske, vidende og åbne Bodil Clausen blev erstattet som formand, har vort forhold ikke været det bedste – simpelthen fordi jeg mener, at det kunstneriske niveau ikke er godt nok. Jeg har respekt for det store frivillige arbejde, der gøres, men knofedt er ikke nok!” Kulturredaktøren skrev undrende til mig, hvorfor jeg dog fyrede mig selv i avisen.
Det fandt jeg nu grunde nok til, da jeg i 2021 fik overrakt en flot 50-års jubilæumsbog, forfattet af min glimrende, højt respekterede anmelderkollega, Tore Mortensen. Han beretter om ”Evanthore Vestergaards bandbulle” fra 1984, ”Den store avisfejde” i 1994 og ikke mindst min afskedssalut fra 2005.Mortensens veldokumenterede og helt korrekte referater af mit mangeårige forhold til VF virkede en smule voldsomt på mig, men i min karriere som anmelder skete det ofte, at musikere, publikum og arrangører udtrykte deres uenighed – ofte i utvetydige vendinger. Jeg lå som jeg selv havde redt – der skal ikke klynkes og jeg fortryder på ingen måde de flere hundrede anmeldelser, jeg har signeret.
Mit store idol, forfatteren Georg Bernard Shaw, der omkring 1890 selv var anmelder, blev engang beskyldt for at han ”bestemt ikke var nogen gentleman”. Hans svar var: ”Jeg har aldrig kunnet se, hvordan en Kritikers Pligter, som bestaar i at komme med pinlige Bemærkninger om de mest følsomme af hans Medskabninger, skulde kunne forenes med en Gentlemans Opførsel”. GBS havde så meget ret og det er ikke mit anmelderi, der giver mig natlige mareridt.