Eremit

Celine kaldte mig nyligt en “ermit” i en blid men bestemt bemærkning om at vort samliv trænger til mere samvær – sagt på en anden måde: at jeg nyder samværet med mig selv mere end samværet med hende. Intet kunne være mere forkert, men det kan godt se sådan ud. På dansk betyder ”eremit” noget i retning af eneboer. På fransk er det forbundet med ordet eremitage, som er en slags tilflugtssted, hvor man kan være alene med sine tanker og sig selv.

Jeg har altid været tiltrukket af – og praktiseret – at trække mig tilbage til steder andre ikke har adgang til. I min voksne tilværelse altid haft mit eget værelse, som ud over det arbejdsmæssige altid har haft rekreationsmuligheder. Selv på skiftende arbejdspladsers kontorer med enkle livsfornødenheder, f. eks en sofa, for at kunne arbejde. 

Noget af det, jeg nød mest som barn var at pjække fra skole og tilbringe dagen alene et øde sted ved havnen i fødebyen. Senere var jeg ved 5-tiden hver morgen den eneste på gaden mellem mit hjem og Ansgars Kirken, hvor jeg så tilbragte et par timer alene ved orglet. Og igen nogle år efter nød jeg sommerferierne næsten mutters alene på konservatoriet, hvor jeg tog et studiejob som bestyrer af biblioteket simpelthen for at have en hule at gemme mig i. I de første år af min DR-tid flintrede jeg rundt i landet og sendte koncerter og gudstjenester. Omkring 40.000 kilometer årligt blev det til og jeg nød de mange timer alene i bilen. Jeg har aldrig delt kontor med andre – jeg ville simpelthen ikke kunne arbejde der.

Jeg kan tilbringe 3-4 døgn på mine 33 kvadratmeter i Danmark uden at forlade stedet for så ikke at komme der 2-3 måneder. Jeg har det fornødne (og masser af aktivitet og by i afstand uden for døren) på den sparsomme plads og så ikke mere. Jeg kan arbejde, vegetere og overleve. Jeg bryder mig ikke om spontane visitter og det antal besøgende jeg har haft på 13 år kan tælles på to hænder. Mine ejendele kan pakkes i tre flyttekasser på et kvarter skulle det blive nødvendigt. I Celines boliger er situationen den samme. Jeg stilles mine egne lokaliteter til rådighed også her med sparsomme ejendele, egen ind- og udgang og ofte uden ”besøg” i ugevis. Selvfølgelig har jeg adgang til resten af hjemmet, men jeg er “ikke materielt” synlig der.

Alt dette hænger måske sammen med hvad jeg også altid har praktiseret og fundet nødvendigt: en slags nomadetilværelse. Jeg kan ikke være samme sted i mere end nogle dage så skal jeg videre. Derfor har jeg altid mit pas på mig, og jeg rejser som regel ”empty handed”. Nyligt fyldte jeg 70 år men lod ingen vide – ej heller Celine eller børnene – hvor jeg tilbragte dagen. Den slags har omgivelserne vænnet sig til, men nok aldrig forstået.

Også her på mine gamle dage trænger trangen til alenehed, som jeg kalder det, sig altså på. Det skal ikke forveksles med ensomhed og jeg er ikke på vej væk fra nogen eller noget; der er ikke tale om flugt, men tilflugt. Men med alt dette sagt, så må jeg hellere slutte nede på jorden og tilføje, at selv jeg er jo kun et menneske. Ikke blot forstår jeg min elskede Celines ønske om et samliv med mere samvær – jeg deler det også. Så mon ikke…