Fra alle årene – 1970: Ungdomsoprøret – en religiøs vækkelse

I min serie med genoptryk af gamle artikler er jeg nået til 1970, hvor den 16-årige oprører i venstrebladet Aalborg Amtstidende udnævner ungdomsoprøret til at være en religiøs vækkelse. Året efter gik den 82 år gamle avis ind – dog næppe på grund af min kommentar. Jeg skrev blandt andet:

”Det lyder måske utroligt, og teorien vil sikkert møde modstand, men ungdomsoprøret er faktisk en religiøs vækkelse. Ingen filosofi er mere ”in” for ungdommen i dag, end kristendommen og dens budskab. Det er de samme fundamentale elementer, der er i ungdomsoprøret og i kristendommen: kærlighed, tilflugt (eller håb) og ansvar. Men de bliver forvaltet på forskellig måde. Men hvorfor gør de unge så oprør mod kristendomsopfattelsen? Netop fordi den kun er en opfattelse. De unge har indset den gamle opfattelse, den egenkærlige forvaltning af kristendommen, og paradokset heri – for hvad hjælper det f.eks. at tale om enhed og kærlighed, når der i dag praktiseres en mere splittende sekterisme, end nogensinde. 

….

Til dette har de unge et ultimatum, en ny fortolkning, der giver sig udslag i den religiøse vækkelse ungdomsoprøret. Som sagt er ungdomsoprørets principper: kærlighed, tilflugt (eller håb) og ansvar. De unges kristendomsopfattelse – den moderne kristendom – går ud fra, at det må være sjælden, det indre, det gælder. Den mener at kristendommen er en filosofi, kristendom er politisk, at kristen stillingtagen til samfundsproblemer er absolut nødvendig, at kristendommens budskab er den eneste udvej. Og frem for alt tillægger den Det nye Testamente mere betydning, end det gamle. Jesus er en helt – ikke fordi han er manden, der satte de skriftkloge til vægs eller fordi han for til himmels, men fordi han er en mand med kærlighed, og frem for alt fordi han ofrede sig selv for kærlighedens skyld. 

….

De unges ultimatum siger, at kristendommen er en filosofi, der kan hjælpe verdens mennesker i deres øjeblikkelige og enhver situation. Det er de filosofi, den religion, der kan hjælpe os til erkendelse, vækkelse af de åndelige værdier, der er i os. Det er den vej, der med helten Jesus Kristus som forbillede kan føre os til Gud. Altså hvis den bliver forvaltet rigtigt, hvis man finder det væsentlige i dens budskab og hvis man er villig til, som Kristus, at ofre lidt af sig selv for kærligheden. Kristendommen har ikke noget med danseforbud at gøre – eller med at være langhåret og -skægget, kristendommen er et budskab til sjælen”.