Visitkort

I 2009 deltog jeg i en serie i TV2Nord med titlen ”Livet er så mange ting”. Studieværten Per Jensen bad mig medbringe 10 genstande, der havde en særlig betydning for mig. Umiddelbart var valget lidt vanskeligt. Jeg er ikke særlig materialistisk på den måde, og jeg har aldrig samlet til huse, men har – uden fortrydelse desangående – forladt ægteskaber og arbejdspladser med tomme lommer og et par flyttekasser.  

Efter en del overvejelser (indboet var let at overskue) valgte jeg at gå ind i hvad jeg opfattede som programmets ”ånd” og medbragte 10 ting, der havde en symbolsk værdi for mig og kan siges at være kendetegnende for mit liv. For eksempel mit pas, som jeg altid bærer på mig (også til bageren om morgenen) fordi det, ud over sin konkrete funktion, er et udtryk for min frihedstrang og rejselyst – og et 2 kvadratmeter stort portræt af mig, malet af en god veninde og bestilt af en god ven, der som en anden mæcen nu havde det betragtelige portræt i privateje.

Og: jeg medbragte et lille udvalg af mine visitkort. Ikke mine egne, men de mange jeg er blevet stukket i hånden gennem årene, har puttet i lommen og derefter i en af mine mapper til den slags. Jeg havde for 15 år siden vel et par tusinde – de fleste er smidt ud. Det ville være halsløs gerning først at sortere for jeg ville næppe kunne huske bare en brøkdel af de navne og kontrafejer, der prydede eller prægede kortene, jeg ville ikke løbe den risiko at blive sentimental og – skulle det gå helt galt: forsøge at (gen)optage kontakt til nogle af de mange kortholdere, hvilket jo også kunne være farligt. Per Jensen pegede i udsendelsen på et tilfældigt kort (velsagtens fordi fotoet af en smuk kvinde sprang ham i øjnene) og spurgte ”Hvem er hun?” og jeg kunne ikke svare.

Ud over at et visitkort præsenterer navn, den vigtige titel og kontaktdata, så anvendes de jo også til små beskeder, og der kan jeg se på den ene mappe med ca. 300 kort, som jeg stadig har, at der også er håndskrevet en mængde små tilføjelser lige fra mere private kontaktmuligheder over tilbud eller anmodning om jobs til deciderede kærlighedserklæringer. Alt dette vidner om den særlige kultur, visitkort er og som, hvis man skal være højstemt, også er historieskrivning i mikroformat, mellemfolkelig kontakt og alt sådan noget.

Hvor betydningsfuldt visitkortet er, erfarede jeg da jeg i 1989 var på en månedlang arbejdsrejse i Japan. Jeg havde heldigvis daværende fru Christina med til adspredelse og især inspiration, og det første vi gjorde, da vi landede i Narita Airport var at finde nærmeste visitkortshop for at få trykt en mængde kort til os begge. I Japan har man ikke mødt et andet menneske for alvor før man har udvekslet visitkort, i øvrigt under et meget elegant ceremoniel. I de fem uger gav og modtog jeg flere visitkort end et helt år i Europa. En meget smuk skik, som jeg ikke ved hvordan praktiseres her 35 digitale år efter.

De seneste år har jeg ikke udvekslet mange visitkort, i hvert fald ikke på de nordlige breddegrader (hvor skikken heller ikke er så udbredt) for de er ikke efterspurgt så meget mere. Jeg udveksler dog stadig kort i fransk og tysk version i det egentlige Europa, men det er også langsomt på retur. Jeg tør ikke tænke på, om det bare er mine, der ikke er interesse for, men vælger at tro, at det er en kultur, der er uddøende i denne digitale tidsalder. Min forfængelighed forbyder mig at undersøge sagen nærmere.