Bøgerne og bordet
Forleden skrev jeg her i erindringerne, at jeg aldrig har samlet til huse og har forladt ægteskaber og arbejdspladser med tomme lommer og et par flyttekasser. Det er for så vidt rigtigt, men dronningen af mine eks’er, forhenværende fru Christina udgør en undtagelse fra denne regel (som så mange andre). Christina fandt det efter vores skilsmisse fornødent at lette sin garage for det meste af min bogsamling, vel 30-40 flyttekasser, som blev sendt over til mig i København.
Her blev de opmagasineret i Radiohusets kælder indtil jeg forelskede mig gensidigt i Sofie, som havde en tom lejlighed på Vesterbro, skønt vi boede på Nørrebro. I Matthæusgade fik jeg pakket bogkasserne ud og bøgerne sat på stigereoler – 10 reoler á 6 hylder x 1,5 meter, altså omkring 90 hyldemeter. Det eneste, der ellers kunne være i den lille lejlighed, var et stort bord.
På et tidspunkt skete det ulykkelige, at Sofie og jeg måtte opgive vort samliv og så skulle biblioteket og bordet jo fjernes. Det skulle også jeg uden at have en afløsende bopæl; det var ikke første gang, men trods alt en udfordring. Her kom min ven, Ole mig til hjælp. Ole kendte jeg fra Bo-Bi Bar, Palæbar og andre inspirerende steder. Ud over trangen til alkohol havde vi mange og lange indsigtsrige og intelligente symposier om alt mellem himmel og jord. Ole var et givende og godt bekendtskab; også da jeg i min nød spurgte hvad katten jeg skulle gøre ved bøgerne og bordet – mig selv var naturligvis min egen sag.
Ole tilbød straks et stort, ubrugt kælderrum han havde i Charlottenlund og her bogkasserne transporteret ud til opmagasinering. Det gjorde en vognmand, som også fjernede mastodonten af et spisebord for mig. Der var tale om en 200 kg tung byrde fra mit ægteskab med papirklipper Bit. Faktisk en bryllupsgave fra mine forældre, ønsket af bruden; et massivt fyrretræsbord på 2 x 1 m med en 10 cm tyk plade. Da jeg ikke orkede at flytte mere rundt på det – i ægteskabelig forstand fortidshistoriske monstrum, spurgte jeg flyttemanden, om han kunne afhænde det for mig. Vildt begejstret foreslog han, at bordet udgjorde betalingen for flytningen og han ville gerne lægge nogle hundrede kroner oven i. Dem tog jeg ikke imod, men bordet var pist ude af mit liv.
Det hele foregik i 2002 og i 2004 flyttede jeg fra København. Som vanligt bare med nogle kasser tøj og andet fornødent – bøgerne forblev i Charlottenlund hos Ole, som jeg mistede kontakten med. NU, 20 år efter ved jeg ikke, om bøgerne eksisterer og om min tidligere ven lever. Jeg håber naturligvis at han gør – og det i bedste velgående.
Jeg håber også, at den belæste Ole har kigget lidt i bogsamlingen, for jeg havde bygget den op siden min barndom, hvor jeg tidligt lærte at læse. Der var megen skønlitteratur, især poesi, en stor mængde fagbøger om musik, billedkunst og filosofi, nogle bøger med dedikation og endelig musikalier i et ret stort omfang. Den pekuniære værdi er for så vidt uinteressant, men investeringen gennem min ungdom, studietid og senere har været betragtelig.
Dog: biblioteket er jo langt mere, end penge: det er en del af min historie, min erindring, mit liv. Jeg har læst det hele, men det er så det. Jeg har mange venner, med bugnende biblioteker med bøger – herunder uopsprættede – der vidner om, at bogsamlinger jo i høj grad er statussymboler for den intellektuelle elite; som jeg måske tilhører, men som skrevet: jeg har aldrig samlet til huse.