Trættekær eller lalleglad

Her i Erindringernes kapitel 400 er det tid for en tilståelse fordi en veninde gennem fire årtier (som altså kender mig godt) for nogen tid siden hviskede til mig: ”Du er godt nok trættekær ind imellem”. Udtalelsen var ikke møntet på vores forhold, men på endnu en offentlig diskussion, jeg havde bevæget mig ind i. Umiddelbart måtte jeg rose hende for sprogbrugen – ”trættekær” er et herligt og alt for sjældent brugt ord. Jeg havde dog ikke noget svar på stående fod.

Men hun har ret. Jeg har ry for engang imellem at være en brokrøv for nu at skrive det lige ud. Jeg indrømmer det, for det er vanskeligt at modbevise. Det er ikke blevet værre med alderen, men heller ikke bedre. Den dag, dette skrives har jeg 1) brokket mig over en prisstigning på 120 % på et af mine mange abonnementer; 2) brokket mig over Jyllands-Postens historieforfalskning i en leder om Kulturmødet; 3) brokket mig til DR og TV2 over dårligt sprog på deres sites. På denne længdegrad er solen først lige kommet til syne, så jeg kan nå mere brokkeri i dag – og der er jo også en dag i morgen.

Jeg brokker mig mest over uordentlighed, uredelighed og uærlighed; for så vidt tre sider af samme sag, nemlig at opføre sig anstændigt og respektfuldt overfor andre mennesker. Det kan være svært og jeg skal ikke fremhæve mig selv som noget unikum desangående, men jeg gør mit bedste – også når jeg bliver trættekær. Det er krævende sådan at korrekse andre mennesker. Man skal kunne bevise sin ret, man skal kunne klare kritik og være parat til at undskylde hvis man har taget fejl og: man skal huske ikke bare at skose men også at rose andre når de har ret.

Modsætningen til trættekær kunne være lalleglad – eller ligeglad. Den slags mennesker kender jeg en del af. De er konfliktsky, glatte som ål på en teflonpande, ligeglade med egne og andres fejl og dumheder, de prædiker ”Love and Peace” i ét væk bare for at undgå konflikter og stillingtagen. De er immune over for brokkere som mig – enten ved at de ignorerer mig helt eller med en stum, men sigende, opgivende hovedrysten. For den lalleglade skal der bare én kritisk bemærkning til før brokkeren bliver kaldt negativ.

”Jeg foragter folk der har hund. De er kujoner, der ikke har mod til selv at bide folk” sagde Strindberg. Så langt vil jeg nu ikke gå, men jeg har ikke stor respekt for folk, der ikke bider fra sig når der er grund til det, men gemmer sig bort i falsk positivitet, rygklapperi og den slags. Man må stå ved sig selv og have sine meningers mod; også det handler om respekt og ærlighed.

Jeg behøver næppe at uddybe, hvad jeg mener om disse lalleglade. Jeg vil helst ikke have nogle konflikter med dem. Men hvor er det befriende at få luft for min modvilje.