Skamløs

Jeg skammer mig over at være skamløs. Så enkelt kan det udtrykkes. Selvom det tilsyneladende er blevet moderne at tale om skam og skyld, har jeg – og vel de fleste – kendt til fænomenet fra barnsben. I mit hjem var vi troende kristne gennem generationer, men ikke så meget at det gjorde noget. I hvert fald er den nyfødte, i vores forståelse af kristendommen, kommet til verden uden skyld og skam. 

Den frihed og integritet, jeg allerede som barn intuitivt krævede og fik, gav så vide rammer, at jeg udviklede mig til et menneske, der af mange nok opfattes som en skam-løs, der undertiden opfører sig skamløst. Der er nemlig forskel på det, jeg er og det, jeg gør. Hvilket blot er en filosofisk konstatering og ikke nogen undskyldning eller noget forsvar.

Samtidigt med, at jeg ikke mener at have noget at skamme mig over (mange ville sikkert være uenige), så ved jeg naturligvis, at det blot er en slags moralsk skalkeskjul for handlinger, som mennesker med en anden etik, end min, vil finde forkastelige. F.eks. mit erotiske liv; de store krav jeg møder andre mennesker med, ofte uden selv at leve op til dem (hvilket jeg finder legitimt); min ofte ubegrænsede udnyttelse af mulighederne omkring mig; manglende accept af ”normale” grænser og rammer; listen er lang.

Skrevet på en anden måde: jeg føler mig berettiget til og tiltager mig derfor friheder, som de fleste nok vil finde forkastelige, måske foragtelige. Jeg håber dog ikke, at min adfærd direkte krænker eller sårer andre – det ville jeg selv finde foragteligt. Men: jeg er begyndt at skamme mig over min skamløshed. Når jeg skriver om det, er det fordi selvransagelsen trænger sig på nu hvor jeg er gammel. Jeg ved ikke, om det er ”naturligt” for jeg har jo ikke oplevet det før, men skammen over skamløsheden fylder meget og tager kræfter.

Måske er det aktualiseringen af begrebet skam, der har vækket noget i mig. Måske er det fordi mit liv har taget nogle drejninger, som udfordrer min egen moral og som jeg burde håndtere bedre end jeg gør. Måske har det noget med alderen at gøre – trangen til at gøre status nu hvor gammeldommen har indfundet sig. Jeg kan føle, at det måske også betyder noget, at min aalborgensiske bopæl de seneste 12 år har befundet sig i det kvarter, jeg er vokset op i – arnestedet for min manglende skamfuldhed. Det mindes jeg ofte om.

Kan det blive for sent at føle skam? Giver det mening? Har jeg overhovedet noget at skamme mig over? Har alle ikke det? Hvor parkérer jeg min eventuelle skamløshed og hvordan praktiserer jeg min eventuelle skamfuldhed? Disse spørgsmål vil jeg lede efter svar på den kommende tid og jeg vil holde læserne af Erindringerne orienteret, hvis gode svar skulle indfinde sig – og hvis ikke jeg skammer mig  meget over dem, at de bliver tabu.