Fra alle årene – 1971: Nej til EF og Efterklange

I serien med artikler ”fra alle årene” skal det handle om 1971, hvor især to begivenheder optog den 17-årige musikstuderende: førstepræmien i en national artikelkonkurrence om Danmarks kulturelle fremtid i det store EF og udgivelsen af den første digtsamling ”Efterklange” (pris: 8,75 kr.). Især bogen optager mig på mine gamle dage måske fordi jeg ikke har den selv. Jeg har flere gange ledt efter den uden resultat. Jeg har dog nogle af min fars udklip med anmeldelser af det lille hæfte. Det kom bl.a. i kløerne på magister Rolf Dorset, Aalborg Stiftstidende, der var kendt som en barsk fætter når han rettede sit skarpe blik og sin spidse pen mod en bog. Rolf begynder allerede i overskriften, der lyder: ”Det klinger af alle andre end Vestergaard” og så skriver han:

”Evan-Thore Vestergaard har kaldt sin lille digtsamling ”Efterklange”, formentlig for at betegne digtene som melodier, der tonede i ham efter møder med livet. Efterklangsdigtning kan imidlertid også betyde den digtning, som er lovlig sent ude. Den overtager en foregående tids former og genrer uden at kunne fylde dem med et indhold, der svarer til dem. Hvad der engang var fuldgyldigt udtryksmiddel er blevet – eller nærmer sig – klicheen. 

Desværre er det den sidste betydning af ”efterklange”, der passer bedst på den unge aalborgensers digte. Det er modernismen ti år bagefter: Rifbjerg uden blod, Benny Andersen uden fortumlet ordglæde, lidt Jæger uden skovluft og Erik Knudsen uden bid. Når Vestergaard skal leve op til så mange idealer er det svært at finde ham selv. Men mon ikke han er mere til stede i de intellektuelt prægede digte end i dem, der svulmer af følelse? Jeg tror det. Et satirisk vers som nedenstående er i hvert fald så godt, at det indeholder løfter:

Uforanderligheden trøster ingen

uendeligheden trøster færre

men evigheden trøster mange.”

Således altså Dorsets dom. Med det intellekt, han antyder måtte jeg give ham ret, men anmeldelsen ramte mig da på følelserne en kort tid. Jeg husker, at jeg skrev til Dorset og gjorde opmærksom på to sprogfejl i hans anmeldelse (som jeg har rettet i afskriften), men det reagerede han ikke på. Da jeg nogle år senere begyndte at anmelde musik i Aalborg Stiftstidende var Rolf så vidt jeg husker blevet kulturredaktør, altså min chef. Da havde vi vist begge glemt digtene, der ikke klingede af mig, men af Rifbjerg, Andersen, Jæger og Knudsen. Det er da også noget…