Den omvendte middag

To af mine hovedfagslærere på musikkonservatoriet i 70’erne var tilrejsende docenter. Det betød, at de hver uge tog tog fra København (den ene havde flyskræk) til Aalborg og klarede deres 12 undervisningstimer så de næste dag kunne returnere til København, hvor de havde andre jobs at passe. Det fungerede helt fint og der blev også tid til at feste hvad de to (den ene mere end den anden) var ret gode til.

Der er tale om den farverige organist Niels Henrik Nielsen og den flamboyante komponist Erik Norby (den ene). Et par herlige mennesker, der ikke blot var fremragende inden for deres respektive fag, men også glimrende inspiratorer og pædagoger (den anden mere end den ene).

Dengang var der reminiscenser fra gamle tiders mesterlære, der især på kompositionsområdet havde været gældende i århundreder. Der var en slags gensidighed i den slags. Naturligvis pralede man som elev af at have X som lærer, men det modsatte gjorde sig også gældende – dog næppe hvad mig angår. Men som den festabe jeg også er, deltog jeg i fornøjelserne når det blev aften, ofte i form af samvær på den dertil indrettede Klosterkroen . So far, so good.

En aften blev fornøjelserne til udskejelser mere end normalt, idet Norby fik den tanke, at vi kunne spise den omvendte middag i restauranten på Hotel Hvide Hus. Vi var de to herrer Nielsen og Norby og vel 3-4 af deres mere eller mindre ydmyge disciple – desværre husker jeg ikke hvem for så ville jeg have bragt deres navne til torvs. Men den ene var altså mig.

Det hele begyndte naturligvis med cigarer og cognac, for mig dog bare en håndfuld Queens Favorites og naturligvis gudedrikken. Herefter dessert, sandsynligvis noget traditionelt dansk som islagkage, ledsaget af portvin. Så kom hovedretten og forretten, der blev skyllet ned med rigelige mængder vin og øl og selvfølgelig toppedes middagen med – kaffe og cognac. Altsammen indtaget i en tåge af røg.

Ud over at det krævede en del overtalelse af tjeneren – det er sandsynligt, at vi havde taget forskud på løjerne under planlægningen – det var også ret bøvlet og decideret kvalmende. Jeg husker nu ikke, at selskabet teede sig værre end normalt endsige mødte irettesættelser fra de tjenende ånder, men det er den eneste gang, jeg har haft tømmermænd både af druk og mad. Naturligvis passede vi alle timerne den følgende dag – dog med lav cigarføring.