Ikke at være der

Der findes noget, det er bedre at opleve uden at være der. Døden f.eks., men det er nok at gå til yderligheder. Nyligt erklærede Donald Trump noget i retning af at intet – end ikke døden – kan stå i vejen for ham. Mere ærbødig er Woody Allen når han siger, at han ikke er bange for at dø, han vil bare helst ikke være der, når det sker. Naturligvis kan ingen af de to herrers krav stilles til livet – eller døden.

Men jeg har optrænet en evne til at opleve per substitution. Udtrykket betyder ”ved erstatning”, og har en slags parallel i by proxy – ”ved stedfortræder”. Også dette er et udtryk for den adfærd jeg dyrker, når jeg gør krav på oplevelsen af en begivenhed, jeg ikke selv direkte kan bevidne.

Man kan bruge koncerten som eksempel. Jeg har anmeldt omkring 2.000 koncerter og jeg har overværet dem alle. Der går dog frasagn om anmeldere, der dummede sig ved at anmelde koncerter, de ikke vidste var blevet aflyst. Det er selvfølgelig uhæderligt. Til gengæld er jeg ofte gået midt i en koncert, f.eks. hvis jeg skulle nå en anden samme aften. Det var helt normalt i gamle dage rundt om i Europa og især ved festivaler kan det være nødvendigt. 

På samme måde er jeg ofte sprunget over, hvor gærdet var lavest når jeg skulle anmelde bøger. Jeg læser forordet, litteraturlisten og nedslag i bogen og danner mig et indtryk. Hvis jeg er i tvivl om min bedømmelse, kæmper jeg mig gennem hele værket. Da jeg præsenterede ORDKRAFT Festival i 2012 blev jeg spurgt, hvad jeg selv læser. Mit nonchalante svar var: ”Jeg skriver bøger, men læser ikke bøger”. En sandhed med modifikationer – og dog.

At anvende overspringstaktik kræver hæderlighed, f.eks. i form af en deklaration, der tilkendegiver at jeg ikke hørte eller læste alt. I mit tilfælde kræves der også håndhævelse af det princip ikke at skrive en negativ anmeldelse uden at have hørt hele koncerten/læst hele bogen. Jeg oplever altså ofte per substitution. Også når jeg dag ud og dag ind orienterer mig i kunst- og kulturlivet. Ingen kan jo ikke læse alt, men man kan læse om alt og derigennem benytte sig af andres viden og erfaring, hvilket jeg finder helt legitimt.

Problemet med tilstedeværelse er at den fordrer og skaber opmærksomhed. Det kan være anstrengende hvis man helst vil være en observerende flue på væggen. Jeg går aldrig til uropførelser af min musik. Jeg synes, det er stærkt ubehageligt at konstatere at flere måneders arbejde resulterer i 10 minutters musik. I gamle dage sendte jeg min mor, senere blev det en ven; ofte orker jeg ikke engang at høre om deres oplevelse.

Man kunne tro, at det er let ikke at være tilstede – det er jo bare at blive væk. Sådan er det ikke. Nysgerrigheden og forfængeligheden i trangen til at blive set står ofte i vejen for den fuldendte tilfredsstillelse af substitution. Man kan også blive overfaldet af dårlig samvittighed, tanken om at være fej eller bange for virkeligheden. Hvad med den i øvrigt – det faktiske liv?

Også dér sniger jeg mig ofte uden om for i stedet at suge til mig af andres oplevelser og indtryk. Men på ét punkt må jeg opgive strategien: når det gælder det direkte møde mellem mennesker. Den slags kan ikke erstattes af noget som helst og jeg har aldrig forstået fænomenet dating på nettet. Dér kryber man jo i skjul, undertiden bag bedrag og løgne – og det er noget helt andet.