Gadekryds
Gadekryds er jo et animalsk fænomen, men det tilfældige møde foregår jo også mellem mennesker, måske ikke altid med formerende udgang, men alligevel. Jeg har tidligere fortalt hvordan jeg mødte min Celine aldeles tilfældigt i et tog mellem Hamburg og Berlin i 1998. Det blev på flere måder min skæbne.
Mindre fatalt, men bemærkelsesværdigt på godt og ondt har tilfældige møder med bekendte ude i verden været. Da jeg i 1984 blev skilt fra min første kone Bit og hun flyttede til Nordnorge med vores søn skete det hele tre gange inden for et år, at Bit og jeg mødtes ganske tilfældigt så forskellige steder som Prag, København og Reykjavik. På de to første var en kort hilsen nok, men i Island blev det dog til en cafékaffe. I de forløbne 40 år har jeg højst set hende en håndfuld gange, senest for kort tid siden, da vi passerede hinanden uden så meget som et nik på gaden i Aalborg. Baggrunden for det er en anden historie.
Men i Wien, på Stephansplatz forgangne påske bliver jeg pludseligt anråbt af en kvinde, der spørger om jeg da ikke kan huske hende. Min mund siger ja, mine øjne åbenbart nej, for denne Grethe antændte mindet om vort møde i 2001, hvor vi begge var inviteret til åbning af Leopold Museum i Wiens Museumsquartier, og hvor pladsmangel førte til at hun spurgte på tysk, om hun måtte sidde ved mit bord. Jeg tiltrådte naturligvis straks forslaget og Grethe viste sig at være pæredansk og have et galleri i Wien. Efter et hyggeligt døgn så vi ikke hinanden mere – før altså seneste påske…
Til de mindre fashionable gadekryds hører to af slagsen med min daværende chef på Nordjyllands Radio, Kaj Erik Lindqvist, som var en smule kålhøgen i sin fremtoning. Lindquist mødte jeg i midt-80’erne hele to gange tilfældigt på gaden i hhv. Hamburg og Genève. Begge gange stirrede han vantro på mig men fortrak ikke en mine. Jeg spekulerede en smule på, om jeg måske var blevet fyret, men det var jeg ikke…
Jeg hører ikke til dem, der tager varsler af den slags tilfældigheder. Og dog: ICE-toget mellem Hamburg og Berlin hin mindeværdige fredag i oktober 1998, da Celine og jeg mødtes (og stadig plejer omgang) fordi alle pladser var taget, giver stof til eftertanke. Måske burde jeg se lidt mere til siden når jeg vandrer rundt i Europas herlige storbyer. Det kunne jo være…