Det ypperste

Den undertiden udmærkede Voltaire noterede engang, at ”Det bedste er det godes værste fjende”. Sagt på en anden måde: Det gode er godt men det bedste er bedre. Sportsfolk kender det: det kan føles værre at vinde andenpladsen end at miste førstepladsen. 

Jeg er ikke noget konkurrencemenneske, men jeg har en irriterende vane med aldrig at være helt tilfreds med noget som helst. Det være sig egne eller andres bedrifter. Jeg kan altid få øje på et eller andet, der kunne blive bedre – uden altid at kunne pege på hvordan. Også det er naturligvis plagsomt.

Det ypperste har altid været mit ideal. Guderne og andre skal vide at jeg på ingen måde har opnået det hvis man ser generelt på mit liv og levned. Her kunne bestræbelsen komme ind som forklaring, eventuelt undskyldning. Problemet er bare, at når jeg tænker på den engelske høflighedsfrase ”There’s no excuse” tager jeg den alvorligt, og jeg har for længst fundet ud af, at det let kan gå galt, hvis den oversættes direkte til dansk. Siger et menneske undskyld til mig og jeg svarer ”Der er ingen undskyldning” betragtes det som en fordømmelse. Havde jeg i stedet sagt: ”Du skal ikke undskylde” var vi nok stadig på talefod.

Jeg finder altså ikke nogen undskyldning for ikke at levere det bedste – kun dét er tilfredsstillende. Det er heller ikke godt nok at gøre sit bedste. Hvis ikke det virkeligt er det bedste, det fornødne, så er opgaven lagt i de forkerte hænder. Men det er vel relativt hører jeg nogle sige. Egentlig ikke er mit svar. Forbehold som man kan altid blive bedre, ingen er forpligtet udover sine evner etc. preller af på mig. Jeg fordrer det ultimative, sublime, uovertrufne, fra øverste øverste hylde som nogle ucharmerende siger.

Mine høje krav til mig selv og andre har sikkert medført flere fiaskoer end succeser i mit liv. Når den endelige dag kommer sætter jeg min lid til Jakobsstigen og den tilgivelse, der møder mig på toppen af den. Da når jeg det ypperste.