Forstemmelsen igen
Så hjemsøger den mig igen – forstemmelsen. Jeg genlæser et avisinterview fra 27. oktober 1968 hvor netop forstemmelsen nævnes. ”Han prøver at skrive sig fri af forstemmelsen” står der og det er sandsynligvis mine egen ord. Artiklen handler om mine digte og præmietagning i en konkurrence, UNESCO havde udskrevet. Overskriften er: ”Dybt engagerede digte om verdenssituationen”. Det er barsk læsning om en 14-årig, der allerede har mistet håbet, hvilket ses tydeligt i det ledsagende portrætfoto. Deprimerende læsning er det, forstemmende i sig selv.
Som jeg husker det lettede min byrde af bekymring for en tid når jeg havde skrevet om den. Det var mindre tyngende da jeg som helt ung kunne adressere tilstanden som man siger nu om dage – altså pege på, hvorfor denne følelse trængte sig ind på mig. Dengang, som anførte jeg ydre begrundelser som krigen i Vietnam og sulten i Biafra, altså omstændigheder, jeg ikke var herre over. I dag er jeg ikke så sikker på grunden til forstemmelsen.
Jeg græder en del disse dage – af glæde, sorg, smerte, savn, frustration – jeg ved det ikke. Ganske vist er jeg vokset op i en tid, hvor store drenge og stærke mænd ikke græd, men i mit hjem var gråd tilladt – den var lige så plausibel som latter, men nu, hvor gråden ligger tættere på overfladen og ikke for alvor har nogen grund, bekymrer den mig. Og så alt det andet: mine nætter og min søvn forstyrres fordi mine lucid dreams bliver utydelige, balancen mellem krop og sind tilder, jeg bliver zombieagtig, inaktiv og uengageret, får absence og bliver menneskesky.
Ganske vist er verden ved at gå amok, måske truer en tredje verdenskrig, klima- og sultproblemer trænger sig på globalt, listen er endeløs, men erfaringen om at jeg ikke kan gøre en forskel åbner som da jeg var ung som håbløsheden, men efter snart 60 års desillusion rammer den hårdere. Hvis jeg stadig havde naiviteten i behold, ville jeg måske tro, at alting var bedre i gamle dage. Det kan se sådan ud, men hvis man vender kikkerten om og ser tilbage, er verden og menneskene i den nok hverken værre eller bedre nu end engang, hvis den slags ellers kunne måles.
Forstemmelsen er der – igen, og denne gang må jeg hellere se indad og lede efter redskaber til at vise den døren. Jeg er jo ikke helt naiv (mere).