Fra bevidsthed

Her i Erindringerne er der to emner, der næsten er tabu: økonomi og helbred. Når der skal et forbehold ind, er det fordi selv jeg trods alt kun er et menneske og naturligvis ikke uberørt af hvad der måtte ske på de to nævnte områder. Det er uomgængelige livsfaktorer, der ikke kan ties ihjel.

Nyligt mente lægen under mit årlige helbredstjek at kunne konstatere såkaldt hjerteflimmer, hvilket jeg aldrig havde mærket noget til (i hvert fald ikke den fysiske af slagsen). Lægen mente, at en behandling med stød i hjertet ville være gavnlig, men først skulle en kardiolog inspicere organet. Det skete og denne kunne ikke finde hjerteflimmer, men en ubetydelig arytmi ved en hjerteklap. 

Jeg da også kun sige, at jeg har det godt, ganske enkelt. Stød i hjertet er ikke en nødvendighed skrev specialisten i journalen derfor og sagde til mig, at det eneste, en behandling kunne gøre var at jeg måske kunne få det bedre. ”Hvad er bedre, end godt?” spurgte jeg, og det kunne han kun smile ad. I virkeligheden findes der en kategori, der er bedre, end godt, men det er en mere filosofisk sag.

Denne beretning med afsæt til, at jeg, selvom jeg ikke har den store skræk for det lægelige, ikke kan forestille mig at være fra bevidsthed i blot de 4-5 minutter, man ville skulle bringe mig i en slags koma for at støde mit hjerte. Jeg kan ikke forestille mig noget værre, når bortses fra døden, end netop at være fra bevidsthed. Ikke blot den tid, det varer, men tanken om at have været fra bevidsthed ville nage mig resten af livet, kort eller langt. Hvad var der sket i de bevidsthedsløse minutter – i hele verden, i min omverden, med mig selv medens jeg var uden for indflydelse?

Jeg har altid insisterer på at være til stede med alle sanser og andre fysiske og psykiske kapaciteter når og der hvor jeg er. Jeg lider ganske vist af en form for absence, der kan overmande mig i kortere eller længere tid uden varsel, men det er dog i fuld bevidsthed, om end det kan virke distraherende på mig selv og andre.

Jeg handler også sjældent ubevidst. Jeg ved som regel hvad jeg gør og har aldrig indtaget bevidstudvidende eller bedøvende stoffer, alkohol undtaget, men den føler jeg nærmest skærper min bevidsthed hvis jeg lykkes med at ramme det rette kvantum. Desværre er bevidsthed om egne handlinger ikke ensbetydende med at man altid gør det gør det rigtige (jvf. Paulus’s Romerbrev), men man har i det mindste en pæl (samvittigheden) at klamre sig til, når man efterdags bliver beskudt fra alle sider. 

Måske er der en snert af konspirationsteori i alt dette. Kunstigt koma er en udbredt behandlingsform, men hvad nu, hvis man om føje år finder ud af, at den er farlig – som man måtte sande med lobotomi efter få årtiers brug? 

Så nej tak til hvide og andre snit i min bevidsthed – i det mindste så lang tid jeg er i live.