Sæt dig – hold kæft!

Jeg siger ikke noget, jeg ikke mener. Desværre siger jeg ofte noget jeg mener. Jeg gentager gerne mig selv men vil helst ikke gentage andre. Denne balance taler jo ind i diskussionen om ytringsfrihed, der af nogle tolkes som en ytringspligt og ikke ytringsret. Kort sagt: selvom man mener noget om dette og hint behøver man jo ikke ytre sig om det. Det er en erfaring, jeg har gjort sent i mit liv – hvis overhovedet endnu.

Jeg kom til at tænke på det, da en MF’er forleden råbte ”Sæt dig ned” til en kollega, der var blevet for vidtløftig i sin tale midt om natten efter 15 timers mundhuggeri. Afbryderen kunne have råbt ”Hold kæft”, men ikke i Folketinget! Dog var det et elegant, om end forgæves, forsøg på at stoppe unødig sniksnak en time før nogle hellere ville nå en natbajer på den lokale.

Ofte hvisker jeg til mig selv, når jeg er på vej til at rejse mig eller opslå noget på Facebook: Sæt dig, hold kæft! Jeg bliver bedre og bedre til det. Engang skrev jeg: ”Da jeg var ung digtede jeg, nu siger jeg det lige ud”. Med alderen har jeg lært at skære ind til benet og undlade overflødigheder.

Jeg har lært fordelen ved tavshed at kende, trods alt.

Min søn, som jeg elsker højt, sagde engang, at han ikke tager stilling. Både politik og religion er han forholdsvis indifferent over for. Det har jeg aldrig forstået. Ikke at han skal være enig med mig, men en holdning bør han da have. Eller hvad?

Jeg kan også blive træt af meninger – både andres og egne. Ikke blot, at de er der, men at de bestandigt og fyndigt absolut skal udtrykkes, men: relevans er jo relativ. Hvad der synes vigtigt for mig er måske ligegyldigt for andre. Det er ikke særlig medmenneskeligt at klippe andres tunge – bedre er det at bede dem holde tand for samme. Jeg er også blevet bedre til enten at tie eller gå, hvilket heller ikke befordrer positivt samvær.

Verden går jo ikke under af hverken tavshed eller vidtløftig sniksnak men snarere mangel på brugbare løsninger mellem alle ordene, mangel på respekt for andre mennesker og sproget og ikke mindst viljen til at lytte og forstå, at andre også kan have svar på livets og verdens fortrædelig- og fortræffeligheder.

Som et beskedent bidrag til dette holder jeg inde – ikke kæft – med denne personlige palaver. Indtil videre.