Besøg hos Tut

Jeg kom til at tænke på begivenheden da jeg forleden læste, at indvielsen af det nye megamuseum i Giza nærmer sig efter årtiers planlægning og forsinkelse. Jeg har besøgt Ægypten tre gange – senest for et års tid siden. Før det i 2002 til indvielsen af det nye Bibliotheca Alexandrina. Begge er imponerende bygningsværker – museet tegnet af det kinesisk/irske ægtepar Shih-Fu Peng og Róisín Heneghan – biblioteket af norske Snøhetta. Det er naturligvis ikke blot arkitekturen, der imponerer, men de to institutioners indhold.

Dette skal handle om mit første besøg i Ægypten under jul/nytår 2001. Jeg rejste sammen med min elskede Sofie, den skønne, skøre kvinde, og hun ville i virkeligheden have været til Afghanistan. Hun ville gerne lære det land at kende, som USA netop havde indledt en krig imod. Landet var utilgængeligt for andet end krigens parter og den stakkels befolkning, men stædige Sofie undersøgte alle muligheder, herunder en kringlet busrute med snesevis af skift fra et af nabolandene. 

Der var to problemer i det: dels at rejser til Afghanistan ikke blot var frarådet, men forbudt, dels at jeg naturligvis var bekymret for hendes sikkerhed. Hendes svar var, at så kunne jeg jo tage med. Jeg ville næppe kunne stille noget op i en krydsild mellem den amerikanske hær og afghanske bøller, hvortil kom, at jeg overhovedet ikke havde det fornødne mod. Jeg løber altid bort når der er øretæver i luften. Mit svar var altså nej og et forslag om i stedet at tage til det mere fredelige Ægypten, hvilket skete.

Besøget i det oldgamle land bød på mange eksotiske oplevelser. Vi begyndte opholdet i Cairo på et middelmådigt hotel som Sofie insisterede på for hun ville rundt i nogle af de fattigste kvarterer og møde befolkningen. Det skete da også og det lykkedes for min altid nysgerrige rejseledsager at få os inviteret på et måltid, som jeg senere erfarede bl.a. bestod af rottekød. Sofie havde naturligvis gaver med til den gæstfrie familie.

Nytårsaften holdt vi det store Helnan Shepherd Hotel i Cairo, som vi havde fået en invitation til fra min ven, hotelkongen Enan Galaly, der døde tidligere i år. Enan kendte jeg fra min fødeby Aalborg, hvor han også drev hotel. I foyeren på Cairo-hotellet hang et foto af Enan og da jeg fortalte, at jeg kendte ham, blev der bukket og skrabet – han var nærmest en helt på de kanter.

Vi skulle naturligvis til Luxor for at besigtige Kongernes Dal, men også have en afslappende uge. Det blev nattoget til Luxor i 9-10 timer med kun ét stop, vistnok i byen Malawi, men da stationen var plaget af togrøvere kørte toget forbi uden stop. Vi fik dog en dejlig uge i Luxor, med besøg i Kongernes Dal, hvor den mægtige farao Tutankhamun huserede. Desværre var Tut på en længere rejse, så vi mødte ham ikke, men det siges at han lader sig se på det nye museum i Giza når det åbner, og så er ringen jo sluttet.

Mit rige rejseliv har kun få gange bragt mig uden for Europa og det er jeg tilfreds med. Jeg mener at netop Europa er det mest spændende sted i min levetid, men min forfængelighed som stolt europæer gør, at jeg på kolonialistisk vis tillader mig at regne det nordlige Afrika med.