Jeg er bange

Jeg er blevet bange og det er ikke en disciplin, jeg har megen øvelse i. Jeg er ikke bange for egen sygdom og død – det bliver jeg nok. Ikke bange for at vandre i dunkle og skumle byer; eller at møde mennesker der ikke vil mig det godt. Jeg er bange for krig. Jeg er bange for flere og flere despoter og diktatorer, der tilraner sig mere og mere magt, men også for mere hæderlige politikere (for de findes), der har mistet grebet om deres gebet og gjort dem magtesløse.

Jeg har skreget og skrevet protester siden min teenagetid. Imod Vietnam-krigen, sulten i Biafra, oprustning, koldkrig, umenneskelighed og udnyttelse. Men altid i bekvem fysisk og uforpligtende afstand til begivenhederne; med det tålmodige talte og skrevne sprog; aldrig for alvor i felten. Nu overmander angsten for eget liv mig og med det følger bekymringen for dem jeg elsker og for den jord, vi forvalter. Jeg føler mig uden for indflydelse. Jeg mangler ord, sproget er blevet utilstrækkeligt i kampen mod fordummelsen, der tager til lokalt og globalt.

Jeg er blevet prepper; har sikret mit lager af tøj, personlige sager, smøger og alkohol, muligheder for udsyn og kontakt med omverdenen til et halvt år på mine tre væresteder. Det kan lyde som en joke, men det, der skaffer mig fysisk velvære, er ikke dåsetomater, vanddunke og andre paniksager. Det er sanseligheder, evnen til at se løsninger i begrænsninger – og elementær overlevelse.

Det fjerner naturligvis ikke min angst. Jeg er gammel og har ikke mange år tilbage. Men jeg har aldrig forestillet mig, at jeg skulle opleve angsten i min egen krop for krig og ødelæggelse. Jeg er virkelig bange.