Aptør

Jeg er selvudnævnt aptør. Titlen findes ikke, ordet heller ikke, men det må være den logiske fortsættelse af navneord aptering, der betyder ”indvendigt udstyr i en båd eller et skib bl.a. skillevægge og møbler”. Det er ikke fordi jeg vil skifte erhverv, men det er erkendelsen af, at en barndomsdrøm om at blive arkitekt har manifesteret sig i det meget små gennem årene. Jeg er hverken søstærk eller søfartskyndig, så jeg nøjes med at indrette hotelværelser.

Jeg er ikke den første i familien, der foretager aptering. Min onkel Holger Heilesen, der var uddannet arkitekt og som jeg beundrede på flere måder, havde som speciale at indrette store linere, som de blev kaldt dengang – krydstogtskibe i dag. Han var ret god til det, for hans firma havde fyldte ordrebøger. Senere kastede han sig over design af spektakulære kontormøbler, også med succes.

Hos mig handler det mest om en af mine mange særheder, der i sammenhæng med en OCD-agtig trang til orden og fysisk rationalitet gør, at jeg altid tjekker et hotelværelse ud når jeg entrer det. Jeg er og har altid været flittig hotelbruger og jeg har særlige vaner som hotelgæst. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at flytte rundt på møbler, lamper og andet så det passer mig bedre i de timer, jeg skal opholde mig der. Jeg har tidligere i erindringerne beskrevet særlige udpakningsrutiner, og når de er overstået, går jeg i gang med apteringen, som kan være mere eller mindre indgribende; der er dog altid et eller andet, der passer mig bedre, end standarden.

Det bemærkes, at jeg selvfølgelig altid foretager ændringer til det bedre og aldrig gør vold på bygninger eller møbler. Der er jo grænser hvad man kan gøre med pincet, neglesaks og tandbørste. Ofte opdages det heller ikke, da mit besøg kun er af et døgns varighed og jeg dermed er over alle bjerge, når rengøringen låser sig ind på værelset. Men jeg er faktisk blevet taget i min lidt sære syssel nogle gange. Det har fået mig til – af egen drift – at bringe tingene tilbage til kedelig og ufornuftig standard, når jeg stempler ud. Det er dog også sket, at jeg ikke har gjort det, og senere er vendt tilbage til værelset og set mit værk videreført. F.eks. på værelse 406 på Hotel Imperial i København, hvor jeg gennem flere år boede et par nætter om ugen.

Naturligvis gør jeg det også på mine personlige, faste væresteder, lige som jeg har gjort det på skiftende kontorer gennem årene. At der er tale om en uregerlig trang viser, at jeg ikke kan lade være at tænke tanken også når jeg besøger private hjem. Heldigvis er jeg aldrig grebet til handling, måske har jeg luftet nogle forslag, men jeg leger ikke indretningsarkitekt når jeg gæster vennerne. 

Bortset fra det fortsætter jeg nidkært mit job som aptør.