Mindre værd

Jeg får følelsen oftere og oftere. Tidligere dukkede den op når jeg havde endt noget, gjort noget færdigt. Jeg gør sjældnere noget færdigt. Jeg mærker en langsom udsivning af mentalt liv og aktivitet – som en timelang musikalsk udfading. Som om mit mentale indhold tømmes og erstattes af mindreværd eller i hvert fald følelsen af både at blive mindre og være mindre værd. Det er ikke anerkendelse jeg angler efter, det er den opmærksomhed, jeg har levet af og på siden jeg var ung.

Jeg mangler ikke noget fysisk; jeg er på mange måder et rigt menneske. Jeg har mit livs dejligste mennesker omkring mig – mange og elskelige. Jeg er heller ikke i restance med mine aktiviteter. Jeg har gjort mit. Rigeligt og nogenlunde succesfuldt. Men jeg mangler mere og mere mig selv. Jeg er begyndt at sortere og tømme mine arkiver; jeg smider ét kilo ud om dagen. ”Hvad så, når de er borte?” spurgte en datter. ”Så må jeg tømme mig selv og da jeg vejer 74 kilo, har det også en deadline” svarede jeg bizart og sarkastisk. 

Jeg har ikke planer om at drage hinsides – dem overlader jeg til Vorherre. Jeg kan komme for skade (undskyld udtrykket) at runde de 90 som min far, farfar og oldefar. Min tro byder mig at blive i livet og passe på det så længe det bliver i mig. Derfor kan min krise ikke sammenlignes med den skæbne, en god ven fik for et par år siden. Han døde af kræft. ”Jeg kan mærke livet sive ud time for time” sagde han ofte de sidste dage og sådan var det jo. 

Jeg skal på ingen måde måle min tilstand med ham og hans ulykkelige skæbne, men jeg føler, at jeg mentalt oplever en udsivning af liv, som accelererer. Det er hårdt, for jeg har altid følt, at 90 % af mit liv foregår indeni. Uden det er der ikke meget tilbage. Lige nu har jeg ikke lyst til at leve i en sund, men tom krop; jeg ved ikke engang hvordan man gør det. Jeg kunne ikke et sekund betragte mig som mere værd, end ethvert andet menneske, men det er hårdt at betragte mig som mindre værd end de fleste.