Ophidsende kunst
I Barcelona findes et erotisk museum – vis-à-vis operaen, Gran Teatre del Liceu, hvor jeg jævnligt har ærinde. Alligevel har jeg aldrig besøgt erotikmuseet, men nøjes med at beundre den model, der skal skabe opmærksomhed i museets vindue. Jeg har det fjerneste imod erotik – tværtimod – men forbindelsen mellem den ædle idræt og et museum forstår jeg ikke. Jeg bliver mere ophidset af at se på genuin billedkunst, end på museale genstande eller hvad museet på Ramblaen måtte fremvise.
Jeg bliver erotisk opstemt når jeg går på kunstmuseum og det gør jeg ofte. For nogle år siden optalte jeg for sjovs skyld mine besøg i billedkunstens templer – det år havde jeg været der 130 gange. Det er mere end antallet af koncerter og teaterarrangementer jeg frekventerer. Man kunne kalde det en last. Det handler ikke om at studere nøgne marmorgratier på Glyptoteket og den slags, men om selve det, et egentligt kunstmuseum også indbyder til.
Hvad er det så kunstmuseer kan byde på rent erotisk? Mest, at hele atmosfæren indbyder til intimitet i form af stilhed, fordybelse og fravær af fællesskab. Men også at denne intimitet åbner for overraskelser og uventede møder. Jeg bliver opstemt eller mere når stilheden afbrydes af et par stilethæle bærende på en hviskende kvindestemme, der med sin larmende, uforsætlige stilhed tiltrække sig opmærksomhed og ofte ved nærmere, diskret eftersyn viser sig at være en mere levende skønhed, end det, man finder på væggen.
Jeg ved, det lyder abstrakt og subtilt, nogle vil måske kalde min last ”pervers” og det lever jeg med. Mine ekstraordinære oplevelser kommer uforvarende og er ikke tilsigtet – det er en form for bonus. Jeg kommer naturligvis for billedkunstensskyld, men hvor bliver den af i alt dette?
Den er selve anledningen. Det kan være til et tavst, sigende blik, en kort meningsudveksling, en anonym kaffe i caféen (eller udveksling af visitkort), måske aftale om et senere rendez-vous, måske ligefrem begyndelsen til et forhold. Alt sammen ladet med erotik, skjult eller åbenlyst begær, måske livsvarigt forhold eller venskab.
Hvis ikke det er det, kunst også er til for, hvad så?