Ofte aldrig

“Man skal aldrig sige aldrig” lyder det i folkemunde. Den slags fyndord glider langsomt ind i sproget som uimodsigelige sandheder der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Det har jeg nu altid gjort, f.eks. ved at afprøve sandheden i det modsatte udsagn. Lige nøjagtigt med dette fyndord er den metode ikke farbar. Det er lettere med udsagn som ”Man skal ikke slå på nogen, der er mindre, end én selv”. Hvilket for mig er dumt, for det går da først galt hvis man slår på en, der er større end én selv…

”Man skal aldrig sige aldrig” har den underforståede fortsættelse: man kunne jo komme til at fortryde; og fortrydelse opfattes ofte som uhæderligt, mindst som et svaghedstegn. Det lærer politikerne på den hårde måde, når de gang på gang holdes op på gamle løfter og udtalelser. Det er yderst sjældent, man hører dem sige, at de simpelthen har fortrudt. Selvom netop fortrydelse er noget såre menneskeligt. Jeg har flere gange her i Erindringerne fortalt om mine større fortrydelser i livet og det har jeg ikke fortrudt. Det er faktisk en ret tilfredsstillende følelse at komme med ærlige indrømmelser.

Jeg siger altså ofte aldrig, ikke blot til selvfølgeligheder som at slå ihjel eller gøre skade på den ene eller den anden måde, men ofte på baggrund af en erfaring eller erkendelse. Det kan være handlinger jeg netop har fortrudt og derfor aldrig vil gentage. Den hensigt styrker det lille ord ”aldrig” mig i. Det ligner det kollektive slogan ”Aldrig mere krig”, som også udtrykker en hensigt om ikke at gentage fortidens fejltagelser.

Derfor: man skal aldrig sige, at man aldrig skal sige aldrig. Det kan man let komme til at fortryde den dag, man står over for noget, man virkelig bør sige aldrig til. Da kan det være svært at lade udsagnet om aldrig at sige aldrig være usagt.