Aversioner
Modvilje over for andre mennesker er naturligvis ikke en god ting. Især ikke, hvis den, som ofte, er ubegrundet, måske ubevidst. Begreber som fordomme og udsagn om ”ikke at kunne fordrage” nogen eller noget falder hurtigt på tungen, når det drejer sig om aversioner. Næppe nogen kan sige sig fri for at rumme den slags, jeg bestemt ikke.
Når jeg tænker på mine aversioner opdager jeg hurtigt, at jeg ikke er i sync med det, man kalder ”den danske folkesjæl”. Det gælder både uvilje mod forherligelse af visse personer og afstandtagen til særligt danske begreber og fænomener. Tre historiske skikkelser har jeg det mildt sagt ikke godt med: N. F. S. Grundtvig, H. C. Andersen og Carl Nielsen.
Førstnævnte er overvurderet som salmedigter. Havde han halveret antallet, kortet dem ned til det halve og tilsat en smule Brorsonsk inderlighed og Ingemannsk troskyldighed kunne jeg lettere synge med. Mit forhold til ham er ogsåpåvirket af min aversion mod fællesskabet som fænomen, som han jo havde en vis andel i udbredelsen af. Jeg tror ganske enkelt ikke på fællesskabets magi. Efter min mening er parolen ”Jo mere vi er sammen jo mere harmoni”, forfattet af den ellers udmærkede Mogens Dam, er noget gedigent sludder. Kunstneren Jørgen Nash sagde engang ”Uenighed gør stærk” og det er også min erfaring. Særlig galt går det, når fællesskabet bliver et mål og ikke et middel og det ses mere og mere. Som troende må jeg anerkende den kristne fællesskabstanke, men den handler for mig om et fællesskab om og med Gud, ikke med ligesindede og ”rettroende”.
Nu jeg er ved aversionen mod et begreb, så lad mig bringe fænomenet ”hygge” på banen, som jeg også altid har haft en aversion imod. Det hænger mig langt ud ad halsen. Hygge er som regel hyklerisk og påtaget/påtvunget, en tom og betydningsløs skal, danskerne skjuler sig i og som siges ikke kan findes andre steder. Jeg kan godt forstå, at andre ikke har taget det ubrugelige stads til sig.
Hvad angår H. C. Andersen, så er han ufortjent overvurderet. Jeg synes, at hans såkaldte eventyr vidner om en enfoldig, ubegavet og bagstræberisk såkaldt digter, som ifølge samtidige kilder ophøjede sig selv i ucharmerende grad til den piedestal, eftertiden nødsages til at bøje nakken for hvis man vil betragte hans kontrafej. Når litterater fortæller, at HCA var inspireret af bl.a. Brødrene Grimm er det et usselt skalkeskjul for at han stjal med arme og ben. Uh!
Så er det Carl Nielsen, hvis musik forekommer mig kunstlet, grim og sær. Han er ikke den eneste komponist, der på den måde tegnede et selvportræt i sin musik, men han er en af de værste. Han nævnes ofte i sammenhæng med Sibelius, som han ikke når til sokkeholderne og den norske skovtrold Grieg, der rejste Europa rundt men aldrig skrev andet en ligegyldige fjeldmelodier. Nielsen og Grieg minder om hinanden på den måde, at de aldrig blev andet end dansk hhv. norsk, dog med den tilføjelse, at Nielsen vist også var et utyske.
Jeg indrømmer gerne, at mine aversioner er følelsesladede, irrationelle og fodret af fordomme. Jeg er ikke stolt af disse aversioner – faktisk kan jeg ikke fordrage dem. Men de er der og går næppe nogensinde væk.