Elsket af kvinder

Det undrer mig såre hver gang det sker: en kvinde siger ”Jeg elsker dig” til mig. Med overskriften påstår jeg hverken, at halvdelen af jordens befolkning har erklæret mig kærlighed eller at jeg er nogen Guds gave til menneskeheden (hvis jeg i et øjebliks vildfarelse skulle tro dét har jeg ofte fået det modsatte at vide), men ud over min for længst afdøde mor, min samlever og mine børn er der et antal kvinder, der jævnligt bedyrer mig om deres kærlighed. Antallet er ligegyldigt, jeg kender det i øvrigt ikke, men der er tale om kvinder, jeg har kendt i årtier eller måske kun kort tid og i forskellig grad, og de er meget standhaftige.

Det er naturligvis kvinder, jeg også elsker. Som engang har fået så stor betydning i mit liv, at effekten varer ved. Som ved korte møder eller i lange forhold har betaget mig og indtaget mit sind med en kraft, der har længere halveringstid end det mest sejlivede atom. Der kan gå år mellem mine møder med disse skønne mennesker, men den gensidige følelse er altid den samme selvom guderne skal vide, at den ofte har været udfordret både indefra og udefra. Kærligheden er der bare.

Når det også kan undre mig, er det fordi jeg jo er den der kender mig bedst og jeg har hele mit liv tvivlet på, om jeg er værd at elske. Så meget desto mere er mine forhold til og følelser for disse kvinder noget af det dyrebareste, jeg kender, og jeg håber, at det til sin tid vil være det sidste, der strejfer mit sind.

Evig kærlighed eksisterer naturligvis også mellem mænd, men jeg er fra en generation, hvor (sjælelige) kærlighedserklæringer mellem mænd opfattes som dubiøs. Jeg kan dog ikke sige mig fri for, at der findes mænd, jeg i platonisk forstand elsker, selvom følelsen aldrig er blevet udtrykt hverken den ene eller den anden vej.

Jeg håber og tror naturligvis ikke, at jeg er det eneste menneske, der oplever denne slags ”evig” kærlighed; endsige at jeg er den eneste, der har fortjent skønne kvinders vedvarende gunst. Dét er i sandhed en Guds gave til menneskeheden.